"Rocky"-dokumentar med fortælling af Sylvester Stallone lige på trapperne

Den hårdtslående dokumentar byder på en grundig gennemgang af skabelsen af den berømte bokse-franchise.

Så er der godt nyt til fans af "Rocky", der i 1976 blev startskuddet på en særdeles succesrig og sejlivet bokse-franchise med Sylvester Stallone som den helt store stjerne: Boksefænomenet Rocky Balboa. En ny dokumentarfilm, hvor Stallone selv agerer fortæller, bliver nemlig snart tilgængelig som video-on-demand.

"40 Years of Rocky: The Birth of a Classic" indeholder blandt andet hidtil usete klip fra produktionen, og dokumentaren fortæller historien om Stallones besværligheder med overhovedet at få den originale film – som han selv skrev manuskriptet til – i kassen.

"Rocky" endte med at begå en regulær jordskredssejr ved billetlugerne i 1976, og den løb sågar med tre Oscar-statuetter, herunder den for Bedste film. Det blev i de følgende år til hele fem opfølgere med "Rocky Balboa" fra 2006 som den hidtil sidste med Stallone i den dominerende hovedrolle.

Franchisen lever dog i bedste velgående her 44 år efter premieren på "Rocky". Stallone giver den nemlig stadig i en mere tilbagetrukket rolle som mentoren Rocky i "Creed"-spin-off-serien, hvor tredje kapitel angiveligt er i støbeskeen.

"40 Years of Rocky: The Birth of a Classic" bliver tilgængelig online 9. juni.

Kommentarer

"Rocky"-dokumentar med fortælling af Sylvester Stallone lige på trapperne

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen