"Rogue One: A Star Wars Story" er et stjerneklart hit i biografen

Muligvis båret frem af gode anmeldelser og så nok fordi, at – ja, det er Star Wars – åbnede "Rogue One: A Star Wars Story" stærkt i biografer verden over i den forgangne weekend.

Det seneste kapitel i sagaen om en galakse langt, langt væk omsatte i slutningen af ugen samt i weekenden for 290 mio. dollars på verdensplan. Filmen har et anslået budget på 200 mio. dollars og er således allerede godt på vej til at blive en særdeles indbringende forretning for Disney.

I USA hoppede den ind på en klar 2. plads over største December-premiere nogensinde – kun overgået af "Star Wars: The Force Awakens".

Uden for USA havde filmen den 4. største December-åbning med 135,5 mio. dollars i 52 forskellige lande.

IMAX-rekord i Danmark

Også i IMAX-biograferne hittede "Rogue One: A Star Wars Story" med 29,2 mio. dollars på verdensplan, herunder med den største IMAX-åbning i Danmark, Japan og Belgien.

Disney kan desuden glæde sig over, at pengetanken vil få et endnu større boost i starten af næste år, hvor filmen har premiere på det store kinesiske marked 6. januar.

Kommentarer

"Rogue One: A Star Wars Story" er et stjerneklart hit i biografen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen