Ryan Goslings "Wolfman"-film får ny instruktør

"The Invisible Man"-instruktøren Leigh Whannell er sprunget fra, så nu har en af Goslings gamle samarbejdspartnere sat sig i instruktørstolen i stedet.

Tilbage i maj 2020 kom det frem, at Ryan Gosling skulle spille The Wolfman i en ny monsterfilm baseret på Universals klassiske varulvefilm.

Derudover var den oprindelige plan, at filmen skulle instrueres af Leigh Whannell, som skrev succesfulde gysere som "Insidious" og "Saw", før han instruerede den kritikerroste "The Invisible Man", der ligeledes var en moderne nyfortolkning af en ældre Universal-monsterfilm.

Se også: Interview med folkene bag det skræmmende lydunivers i "The Invisible Man"

Men Deadline rapporterer, at Whannell desværre har forladt projektet, da det ikke længere passer ind i hans travle kalender.

Men Universal har allerede udpeget en afløser, Derek Cianfrance, som tidligere har lavet to film med Gosling: kærlighedsdramaet "Blue Valentine" samt den stjernespækkede "The Place Beyond the Pines".

Cianfrance blev tidligere i år Oscar-nomineret for sit manuskript til "Sound of Metal", men manuskriptet til den nye "Wolfman" skrives af Rebecca Angelo og Lauren Schuker Blum (makkerparret har tidligere arbejdet på "Orange Is the New Black") baseret på en original idé af Gosling selv.

Vi ved stadigvæk intet om filmens plot, ud over at det formentlig udfolder sig i nutiden, og vi ved heller ikke, hvornår vi får lov til at se en usædvanligt behåret Gosling brøle i biffen.

Kommentarer

Ryan Goslings "Wolfman"-film får ny instruktør

  • ★★★★★0

    Heldigvis en skidegod afløser, men damn... jeg var SÅ spændt på Whannells udgave ovenpå den exceptionelle "The Invisible Man".

    The Insider30-10-21 12:36

  • ★★★★★★1

    Heldigvis en skidegod afløser, men damn... jeg var SÅ spændt på Whannells udgave ovenpå den exceptionelle "The Invisible Man".

    Ja, samme her!

    T. Nielsen30-10-21 12:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen