Ryan Reynolds´ tidsrejsefilm lander på Netflix

Samarbejdet mellem "Deadpool"-stjernen og Netflix bliver det tredje af slagsen.

I en tid hvor flere filmprojekter udskydes eller helt aflyses, står streamingtjenesterne klar til at tilfredsstille efterspørgslen på nyt indhold. Netflix har gjort netop det, hvor de har grebet muligheden for at lave en ny film med Ryan Reynolds.

Vi har tidligere omtalt projektet her på Moovy. Filmen bliver et tidsrejse-eventyr og havde oprindeligt titlen "Our Name is Adam", men filmholdet er åbenbart på udkig efter en alternativ titel. I øvrigt var Tom Cruise oprindeligt tilknyttet projektet.

Vi ved ikke meget om plottet, ud over at Reynolds spiller en mand, der rejser tilbage i tiden for at få hjælp fra sit 13-årige jeg.

Shawn Levy, der instruerede netop Ryan Reynolds i den kommende actionkomedie "Free Guy", står atter bag kameraet. En stor del af hovedbesætningen bag filmen, heriblandt holdet på Skydance Productions og manuskriptforfatter Jonathan Tropper ("Banshee", "Warrior"), overdrages direkte til Netflix.

Desuden bliver det tredje gang, at Reynolds samarbejder med Netflix, ovenpå Michael Bays "6 Underground" og den kommende "Red Notice", som blev annonceret tidligere på året. En film, der instrueres af Rawson Marshall Thurber ("Skyscraper") og derudover har Dwayne "The Rock" Johnson ("Jumanji: The Next Level") og Gal Gadot ("Wonder Woman") på rollelisten.

Kommentarer

Ryan Reynolds´ tidsrejsefilm lander på Netflix

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen