Sam Mendes’ fire Beatles-film finder deres manuskriptforfattere

Tre prisbelønnede manuskriptforfattere skriver filmene om Paul, John, George og Ringo.

Som vi rapporterede tilbage i februar 2024, så arbejder instruktøren Sam Mendes ("1917", "American Beauty") på hele fire film om The Beatles. Hvert bandmedlem får sin helt egen film, som alle udkommer i biograferne i april 2028.

Premieredatoen blev annonceret for to måneder siden, hvor det også kom frem, hvem der skal spille The Fab Four: Harris Dickinson (John Lennon), Paul Mescal (Paul McCartney), Joseph Quinn (George Harrison) og Barry Keoghan (Ringo Starr).

Og nu har Deadline afsløret, hvilke manuskriptforfattere der er med om bord på det ekstremt ambitiøse filmprojekt.

Læs også: Filmen om Michael Jackson skal angiveligt laves (næsten) helt om

De fire Beatles-film skal skrives af Tony-vinderen Jez Butterworth, Oscar-vinderen Peter Straughan og BAFTA- og Tony-vinderen Jack Thorne.

Ja, som man kan læse, så er det nogle sværvægtere inden for skrivekunsten, som Mendes og Co. har hyret. Det er stadig uvist, om d'herrer arbejder sammen på alle fire film, eller om de arbejder på hver deres biopic om de legendariske musikere fra Liverpool.

Men det er planen, at de fire film gør os klogere på hvert bandmedlems respektive forhistorie, før historierne mødes undervejs.

Jez Butterworth har skrevet manuskripter til så forskellige film som sci-fi-thrilleren "Edge of Tomorrow" og racerfilmen "Ford v Ferrari". Han har tidligere samarbejdet med Mendes på Bond-filmen "Spectre", og han vandt en Tony-pris (teaterverdenens Oscar) for stykket "The Ferryman", som Mendes også instruerede.

Peter Straughan vandt for nylige en Oscar for sit manus til pavedramaet "Konklave", og han er tidligere blevet Oscar-nomineret for sit manus til koldkrigsthrilleren "Tinker Tailor Soldier Spy".

Trioens sidste manuskriptforfatter, Jack Thorne, skrev senest Netflix-hittet "Adolescence", og han har derudover arbejdet på bl.a. "Enola Holmes"-filmene med Millie Bobby Brown og fantasy-serien "His Dark Materials".

Det er med andre ord nogle store navne både foran og bag kameraet, som Sam Mendes har allieret sig med. Vi interviewede i øvrigt den hæderkronede filmmager tilbage i 2019 op til premieren på hans ligeledes ambitiøse krigsfilm, "1917":

Kommentarer

Sam Mendes’ fire Beatles-film finder deres manuskriptforfattere

  • ★★★★★★1

    Damn, et stærkt hold. Glæder mig til et fantastisk filmmaraton om tre års tid!

    The Insider31-05-25 10:31

  • ★★★1

    Damn, et stærkt hold. Glæder mig til et fantastisk filmmaraton om tre års tid!

    Tror det er det filmprojekt, jeg har set mest frem til siden The Phantom Menace. Håber forventningerne bliver indfriet noget bedre end i 1999. 

    Thomas Fenger31-05-25 12:23

  • 0

    Undskyld er det bare mig eller lyder det helt åndssvagt at der er castet og finansieret penge til fire (FIRE!) film, uden at de har et (eller fire) manuskript(er) på plads. Jeg ved godt det efterhånden ikke er unormalt, men med fire film udstiller det da fuldstændig hvor latterligt filmproduktionen er i dag. Det her jo ikke værre end Disneys liveaction og Marvel pengemaskine. Folk glæder sig allerede til fire film selv ikke instruktøren helt ved hvad skal handle om.

    Sichlau31-05-25 13:38

  • 1

    Undskyld er det bare mig eller lyder det helt åndssvagt at der er castet og finansieret penge til fire (FIRE!) film, uden at de har et (eller fire) manuskript(er) på plads. Jeg ved godt det efterhånden ikke er unormalt, men med fire film udstiller det da fuldstændig hvor latterligt filmproduktionen er i dag. Det her jo ikke værre end Disneys liveaction og Marvel pengemaskine. Folk glæder sig allerede til fire film selv ikke instruktøren helt ved hvad skal handle om.

    Hvis instruktøren har en vision som han finder en forfatter til, synes jeg ikke tesen du smider holder. 

    Jamison31-05-25 13:51

  • 0

    Hvis instruktøren har en vision som han finder en forfatter til, synes jeg ikke tesen du smider holder. 

    Men her har han tre forfattere. Så hvad? Han har én samlet vision, den samme manuskriptforfatter ikke kan klare - eller tre visioner for fire film - eller samme vision for to af filmene? Eller er det i virkeligheden bare for at få det hurtigt skrevet? Der er ingen tvivl om at Sam Mendes er en ultra dygtig mand, men det lugter lidt af Hobitten-filmene om igen.

    Sichlau31-05-25 15:46

  • 1

    Tænker ikke du nødvendigvis skal forstå hans intentioner på nuværende? Du kan spekulere og spekulere og måske bliver du aldrig klogere? Måske du bliver klogere når filmene kommer? Måske det viser sig du får ret? Hvem ved? Men har lidt svært ved at se sammenligningen med Hobbitten som brugbar??? Har svært ved at tro at der sidder en producent og rusher dette igennem som årets kommende mainstream blockbuster? Derudover ville jeg selv vælge forskellige instruktører til et sådant kunst projekt her. Om ikke andet for i manus at få differentieret udtrykket? Om det så skal være 2, 3 eller 5? Tja, time will fortælle om det gav mening:)

    Jamison31-05-25 20:50

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen