Herligt - det virkede også som et perfekt match.

Sam Raimi bekræfter: Jeg laver Doctor Strange 2
Manden bag "Spider-Man" og "Evil Dead"-trilogien skal lave sin første Marvel-film siden 2007.
I starten af året valgte instruktøren Scott Derrickson og Marvel Studios at afbryde samarbejdet på "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" – angiveligt på grund af kreative uoverensstemmelser.
"Spider-Man"-instruktøren Sam Raimi blev hurtigt nævnt som en mulig afløser for Derrickson, men først nu har instruktøren bekræftet, at han er med om bord på "Doctor Strange"-fortsættelsen.
Under et interview om sin nye gyser-serie "50 States of Fright" udtalte Raimi:
"Jeg elskede Doctor Strange som barn, men han kom altid i anden række efter Spider-Man og Batman for mit vedkommende, og han var nok nummer fem på min liste over store tegneseriefigurer.
"Han var så original. Jeg anede ikke, at jeg en dag skulle lave en 'Doctor Strange'-film."
Læs også: Black Widows oprindelige "Avengers: Endgame"-dødsscene er røget ud på nettet
Ud over at stå bag gyserklassikerne "The Evil Dead" (1981) og "Evil Dead II" (1987) så lavede Raimi de tre oprindelige "Spider-Man"-film fra 00'erne med Tobey Maguire.
"Spider-Man 3" fik en hård medfart i verdenspressen, men både dén og forgængerne blev gigantiske kassesucceser, som sammenlagt indtjente cirka 2,5 mia. dollars på verdensplan.
Raimi har blot instrueret to spillefilm siden da: Gyseren "Drag Me to Hell" (2009) og fantasy-filmen "Oz the Great and Powerful" (2013). Raimi har hovedsageligt arbejdet som producer de seneste år – bl.a. på tv-serierne "Spartacus" og "Ash vs Evil Dead".
Marvel har revideret sin udgivelseskalender på grund af coronavirussens udbrud, og efter planen lander "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" i de danske biografer i november måned 2021.