"Saw"-stjerne castet i nyt "Black Christmas"-remake

70'er-slasheren genindspilles nu for anden gang.

Slasherfilmen "Black Christmas" fra 1974 får nu nyt liv i form af en genfortælling produceret af Blumhouse Productions. "Saw"-stjernen Cary Elwes, der måske også huskes fra fantasyklassikeren "Prinsessen og de skøre riddere", har for nylig sluttet sig til det kommende projekt. 

Elwes tilslutter sig en rolleliste, der i forvejen ledes af Imogen Potts ("Green Room", "I Kill Giants") og desuden byder på Lily Donoghue ("Halt and Catch Fire"), Brittany O'Grady ("Star") og Caleb Eberhardt ("Happy!").

Se også: Trailer: Netflix-seere kaster op over ny gyser

Den oprindelige "Black Christmas" udkom som en af de tidlige slashere tilbage i 70'erne og fik her i Danmark titlen "En morder i dit hus". I filmen terroriseres et pigekollegium af gentagne mystiske telefonopkald under juleferien. Situationen spidser siden til, da en af beboerne forsvinder, og det samtidig tyder på, at der er en blodtørstig morder på spil. 

I 2006 blev gyserfilmen faktisk genindspillet for første gang. Her talte rollelisten bl.a. Mary Elizabeth Winstead ("10 Cloverfield Lane"), Katie Cassidy ("Arrow") og Michelle Trachtenberg ("Buffy – Vampyrernes skræk").

Den nye fortolkning af "Black Christmas" forventes at få biografpremiere til december.

Kommentarer

"Saw"-stjerne castet i nyt "Black Christmas"-remake

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen