Smører godt, kører godt!
Scarlett Johansson producerer nyt Marvel-projekt
Det lader til, at forholdet mellem skuespilleren og Disney er kommet på ret køl igen.
Det er blot få måneder siden, at superstjernen Scarlett Johansson sagsøgte Disney med den begrundelse, at skuespilleren tabte en masse penge, da filmselskabet valgte at udgive Marvel-filmen "Black Widow" direkte på streamingtjenesten Disney+ samtidigt med filmens biografpremiere.
Filmens særegne udgivelsesstrategi skyldtes coronapandemien, som tvang (og stadig tvinger) mange biografer til at lukke deres sale eller køre med et begrænset antal pladser.
Disney og Johansson valgte at indgå et forlig, før sagen endte i retten. Men på trods af Johanssons søgsmål er Disney nu klar på at lave endnu et Marvel-projekt med den 37-årige stjerne.
Læs også: Scarlett Johansson og Margot Robbie tilslutter sig Wes Andersons nye film
Under en nylig fest i Hollywood, hvor Johanssons 30-årige filmkarriere blev hyldet, udtalte Marvels chefproducer, Kevin Feige, at de to samarbejder på et nyt, kommende og tophemmeligt Marvel-projekt.
Feige afslørede ydermere, at projektet ikke har noget med Black Widow-karakteren at gøre, som jo døde i "Avengers: Endgame", hvorfor dette års "Black Widow" var en prequel.
På den røde løber inden selve festen erkendte Johansson også, at konflikten med Disney havde tæret på hende:
"Søgsmålet mod Disney... når man gør noget, som ikke er blevet gjort før, så er det en smule skræmmende. Man fyldes med tvivl. Men jeg følte, at jeg havde retten på min side, og nu skal ingen igennem det samme igen."
Johansson antyder altså, at andre filmselskaber næppe vil prøve at udgive deres film samtidigt på streaming og i biograferne, uden at det først er blevet clearet med den pågældende films stjerner og skabere.
Moovy TV interviewede i øvrigt to af de andre stjerner fra "Black Widow", David Harbour og O-T Fagbenle, lige op til filmens premiere. De eksklusive interviews kan du se her: