"Scott Pilgrim"-animationsserie på vej

Netflix står bag anime-serien, der er baseret på Bryan Lee O'Malleys tegneserier, som Edgar Wright filmatiserede i 2010.

The Hollywood Reporter rapporterer, at Bryan Lee O'Malleys kulttegneserie, "Scott Pilgrim", som i 2010 blev filmatiseret i form af Edgar Wrights kultfilm, "Scott Pilgrim vs. the World" (som Moovy i sin tid kårede som 10'ernes 15.-bedste film), nu bliver genstand for en spritny tegnefilmsserie på Netflix.

Og O'Malley arbejder selv som manuskriptforfatter og producer på den kommende animationsserie.

O'Malleys tætteste samarbejdspartner bliver forfatteren/produceren BenDavid Grabinski, som er bedst kendt for den succesfulde Nickelodeon-serie "Are You Afraid of the Dark?"

Læs også: Michael Cera er ivrig efter at lave en "Scott Pilgrim vs. the World 2"

I 2010 vandt Wrights "Scott Pilgrim vs. the World" adskillige priser, og den blev skamrost af kritikerne, men den underpræsterede desværre ved billetlugerne. Siden da har filmen dog oparbejdet en anseelig fanskare, og en mulig toer har længere floreret på rygtebørsen.

Og THR skriver, at Wright også er med om bord på animationsserien som executive producer.

I serien (ligesom i den oprindelige tegneserie og i spillefilmen) følger vi den unge bassist Scott Pilgrim, der falder pladask for byens nye pige, Ramona Flowers. Men parret er knap nok begyndt at date, før Pilgrim pludselig tvinges til at bekæmpe sin nye kærestes ekskærester, som alle er slagkraftige superskurke.

Vi ved endnu ikke, hvornår "Scott Pilgrim"-tegnefilmsserien lander på Netflix.

Kommentarer

"Scott Pilgrim"-animationsserie på vej

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen