Det bliver spændende med Rami Malek i hovedrollen. Jeg tror virkeligt, at han er noget nær det perfekte valg, og kan indkapsle den ekstroverte Mercury på scenen, og den mere introverte og sky Farrokh Bulsara i privaten.

Se første billede af Rami Malek som Freddie Mercury i Queen-biopic
Rami Malek ("Mr. Robot") står overfor noget af en udfordring, når han skal portrættere én af rockhistoriens mest karismatiske skikkelser, Freddie Mercury fra Queen, der havde sin storhedstid i 70'erne og 80'erne.
Nu er det første billede af Maleks transformation til den legendariske forsanger så blevet frigivet, og man må sige, at ligheden mildt sagt er slående, som det kan ses herunder. Så er spørgsmålet, om Maleks stemme er lige så fantastisk som Mercurys ditto. Under alle omstændigheder er skuespilleren i færd med at opøve sin sangstemme, som i filmen forventes at blive mixet sammen med Mercurys.
Det er "X-Men"-instruktøren Bryan Singer, der står bag kameraet på filmen om den sagnomspundne gruppes historie, som foregår over en periode på 15 år – fra 1970, hvor Mercury først mødte sine kommende band-medlemmer, og frem til 1985, hvor gruppen leverede sin ikoniske "Live Aid"-optræden på Wembley i London.
"Det er en fest"
Ifølge Singer bliver der ikke tale om en traditionel biopic med filmen, der får titlen "Bohemian Rhapsody": "Det bliver ikke bare den her dystre historie om Freddie, men når det er sagt, så vil den del også blive æret," siger Singer med henvisning til Mercurys alt for tidlige død i 1991 som følge af AIDS.
I rollerne som de øvrige Queen-medlemmer John Deacon, Roger Taylor og Brian May finder vi henholdsvis Joseph Mazzello ("The Social Network"), Ben Hardy ("X-Men: Apocalypse") og Gwilym Lee ("Jamestown").
"Bohemian Rhapsody" får premiere i december 2018.