Jeg ser frem til, forhåbentlig, god Spielberg magi.
Se plakaten til Steven Spielbergs "Den store venlige kæmpe"
Nu er den første plakat til Steven Spielbergs næste film, "Den store venlige kæmpe", klar. Plakaten viser Sofie stående i sollys på den store venlige kæmpes fod i det grønne kæmpernes land. Se plakaten herunder.
Efter koldkrigsdramaet "Spionernes bro" går Steven Spielberg nu i en helt anden – men alligevel velkendt – retning med "Den store venlige kæmpe". I filmen, der er baseret på den verdenskendte børnebogsforfatter Roald Dahls bog "Sofie og den store venlige kæmpe", fortsætter Spielberg sit succesfulde samarbejde med skuespiller Mark Rylance – et samarbejde, der indbragte skuespilleren en Oscar for bedste mandlige birolle ved dette års prisuddeling for hans portræt af den russiske spion Rudolf Abel i "Spionernes bro".
Spielberg vender altså nu tilbage til eventyret med Roald Dahls magiske fortælling om pigen Sofie, der introduceres til det magiske kæmpernes land af den store venlige kæmpe, der modsat sine artsfæller nægter at spise børn. Sammen tager de på en uforglemmelig rejse for at stoppe de andre kæmper i at bortføre og fortære børn.
Filmen får premiere 21. juli og markerer samtidigt Roald Dahls 100-års fødselsdag. Den elskede engelske forfatter står bag bøger som "Charlie og chokoladefabrikken", "Jimmy og den store fersken" og "Den fantastiske hr. Ræv", der alle tidligere er blevet filmatiseret.