Shelley Duvall reflekterer over de traumatiserende "Ondskabens hotel"-optagelser i sjældent interview

"At vågne og indse, at jeg skulle græde hele dagen... Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det."

Det er ikke nogen hemmelighed, at den legendariske, sagnomspundne filmmager Stanley Kubrick ("2001: A Space Odyssey", "Paths of Glory", "A Clockwork Orange"), som døde i 1999, var en ekstremt kompromisløs og perfektionistisk herre, som ikke just var nem at samarbejde med foran eller bag kameraet.

Ligesom David Fincher ("Se7en", "Mank") i nyere tid bad Kubrick ofte om talløse takes af det samme skud, og hvis en skuespiller ytrede et ord et millisekund for sent eller bevægede sig en millimeter for meget til siden, så skulle hele scenen tages om igen.

Særligt Shelley Duvall led hårdt under Kubricks intensive arbejdsmetoder under indspilningerne til "Ondskabens hotel", hvori hun spillede den kvindelige hovedrolle over for Jack Nicholson.

Læs også: "The Shining"-spin-off er på vej til tv

Gennem næsten hele filmen skulle Duvalls karakter udvise frygt og panik med dertilhørende skrig og tårer, og både rollen og samarbejdet med Kubrick blev så stressende for Duvall, at hun undervejs blev meget syg, og hendes hår begyndte sågar at falde af.

Duvall medvirkede i adskillige film og tv-serier i årene efter, men hendes psykiske lidelser voksede sig større, indtil hun indstillede filmkarrieren i 2002, forlod Hollywood og forblev væk fra rampelyset – indtil en kontroversiel episode af "Dr. Phil" i 2016, hvori Duvall bl.a. insisterede på, at Robin Williams ikke er død, men har "skiftet form", og at hun trues på livet af Sheriffen i Nottingham.

Men nu har The Hollywood Reporter fundet Duvall og lavet et længere, dybdeborende og enormt fascinerende interview med skuespilleren, som naturligvis taler en del om netop "Ondskabens hotel" og Kubrick.

Det tog 56 uger at få alle optagelserne til filmen i hus – bl.a. på grund af en brand på settet – og Kubrick insisterede på at arbejde 6 dage om ugen og 16 timer om dagen.

"Kubrick godkender ikke en optagelse før det 35. forsøg," fortæller Duvall. "35 forsøg, hvor jeg løber rundt og bærer på en lille dreng. Det var hårdt. Og man skulle give den hele armen allerede under prøverne. Det er svært."

Mellem optagelserne lyttede Duvall til "triste sange. Andre gange tænkte jeg på noget trist i mit liv eller på, hvor meget jeg savnede min familie og mine venner. Men efter et stykke tid gør kroppen oprør og siger: 'Stop med at gøre det her mod mig. Jeg vil ikke græde hver dag.' Og indimellem fik bare den tanke mig til at græde. At vågne op og indse, at jeg skulle græde hele dagen... jeg begyndte bare at græde og tænkte: 'Åh nej, jeg kan ikke. Jeg kan ikke' Alligevel gjorde jeg det. Jeg aner ikke hvordan. Jack sagde det også til mig: 'Jeg aner ikke, hvordan du gør det.'"

Læs også: John Lennon bad Stanley Kubrick om at indspille J.R.R. Tolkiens "Ringenes herre" med The Beatles

Da journalisten spørger direkte ind til Kubricks opførsel, fortæller Duvall: "Han kan være ondskabsfuld. Helt afgjort." Samtidigt fastslår hun diplomatisk: "Men jeg tror, at mange andre har været sådan over for ham i tidens løb. Han var meget varm og venlig over for mig. Han brugte megen tid bare sammen med Jack og mig. Han ville gerne sidde med os og sludre i timevis, mens filmholdet ventede."

En af de mest kendte scener i en film, der bugner af ikoniske øjeblikke, er scenen på trapperne (et uddrag kan ses herunder), hvor Duvall slår ud efter Nicholson med et basketballbat. Scenen blev skudt hele 127 gange. Omkring netop den scene fortæller Duvall:

"Det var en svær scene at lave, men den endte også som en af de bedste scener i filmen. Jeg vil gerne se filmen igen. Jeg har ikke set den i lang tid."

Da journalisten finder scenen frem på sin telefon og viser den for Duvall, begynder hun at græde. "Vi filmede den scene i tre uger," fortæller hun. "Hver dag. Det var meget hårdt. Jack var så god. Så uhyggelig. Jeg kan kun forestille mig, hvor mange kvinder der gennemlever den slags."

Duvall bor nu i en afsides by i Texas sammen med sin kæreste: musikeren Dan Gilroy, som tidligere har performet sammen med Madonna. Den komplette, fremragende artikel om Duvall kan læses her.

Kommentarer

Shelley Duvall reflekterer over de traumatiserende "Ondskabens hotel"-optagelser i sjældent interview

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen