Shyamalans "Split" ligger nr. 1 for anden uge

M. Night Shyamalan var på alles læber, da han i 1999 lavede "Den sjette sans", som både hittede blandt publikum, filmanmeldere og ved prisuddelingerne. Siden gik det dog ned ad bakke med fiaskoer som "The Happening", "The Last Airbender" og "After Earth". 

At han ikke har kunnet levere, har dog ikke betydet en definitiv afslutning på karrieren. I 2015 lavede han "The Visit", som klarede sig udmærket, men med "Split" synes han at gøre et decideret comeback – i hvert fald fra et økonomisk synspunkt.

Filmen ligger nemlig nr. 1 i USA på anden weekend og har foreløbig omsat for 101 mio. dollars på verdensplan, hvilket ikke er et dårligt afkast for en film, som blev lavet for 10 mio.

På andenpladsen ligger "A Dog's Purpose", som havde premiere i weekenden, og som muligvis ville have klaret sig bedre, hvis ikke det var for en dyrevelfærdsskandale, hvor en af filmens hunde måske/måske ikke – afhængigt af kilderne – blev tvunget ned i en swimmingpool.

På tredjepladsen ligger den Oscarnominerede "Hidden Figures" af Theodore Melfi.

"Split" bliver for tiden også vist i danske biografer, og Moovys Nadia Regitze Parbo har anmeldt den her.

Kommentarer

Shyamalans "Split" ligger nr. 1 for anden uge

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen