Sigourney Weaver: "Galaxy Quest 2" er på vej

Ligesom hendes skuespillerkollega Tim Allen er Weaver overbevist om, at den nyklassiske sci-fi-komedie snart får en fortsættelse.

Tilbage i 1999 blev sci-fi-komedien "Galaxy Quest" et mindre hit i USA, men filmen floppede internationalt, og først i 00'erne begyndte filmens popularitet og globale fanskare for alvor at vokse.

Filmen handler om en gruppe afdankede skuespillere, som i sin tid medvirkede i den "Star Trek"-agtige tv-serie "Galaxy Quest", men som ikke har fået nogen større roller siden da og nu bruger størstedelen af deres tid på at skrive autografer og tage gruppebilleder sammen med entusiastiske nørder til diverse fan-events.

Men en dag bliver skuespillerne transporteret til det virkelige verdensrum af en gruppe rumvæsner, der ligger i krig med nogle arrige monstre, og som modtog tv-transmissionerne af "Galaxy Quest" i deres del af galaksen og fejlagtigt troede, at serien var den ægte vare.

Der har længe floreret rygter om en potentiel toer, og en tv-serie-fortsættelse til Amazons streamingtjeneste lå på et tidspunkt på tegnebrættet. Men da Alan Rickman, som spillede skuespilleren Alexander Dane i "Galaxy Quest", døde i 2016, blev projektet lagt på is.

Men for nylig antydede Rickmans kollega, Tim Allen, at manuskriptet til "Galaxy Quest 2" snildt kan revideres, så filmen kan gå i produktion, og nu afslører en anden af Allen og Rickmans "Galaxy Quest"-kollegaer, Sigourney Weaver, at en toer måske snart ser dagens lys.

Læs også: Tim Allen: Manuskriptet til "Galaxy Quest 2" er fantastisk

Over for Collider fastslår Weaver først og fremmest, at Amazon-serien var tæt på at gå i produktion, før Rickman pludselig døde:

"Vi skulle lige til at genoplive ['Galaxy Quest']. Der var et manus, som var skrevet af vores manuskriptforfatter, Bob Gordon. Det var for cirka fire år siden. Men så mistede vi den vidunderlige Alan Rickman, og så blev projektet lagt på is."

Weaver afrunder dog med at konstatere: "Men jeg tror, at de endelig er klar til at genoplive det nu." Hun afslører ydermere, at i den næste "Galaxy Quest" vil de gamle skuespillere tørne sammen med en række yngre af slagsen.

Weaver håber også, at producenterne finder en anden skuespiller til at overtage Rickmans rolle. Tim Allen foreslog til gengæld, at man omskrev manuskriptet, således at en anden karakter fik en større rolle i stedet.

Den Oscar-nominerede skuespiller har ikke hørt fra filmens bagmænd de sidste seks måneder, men hendes tiltro til projektet (og Allens nylige kommentarer) indikerer, at vi snart får lov til at se besætningen om bord på rumskibet NSEA-Protector endnu en gang.

Kommentarer

Sigourney Weaver: "Galaxy Quest 2" er på vej

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen