Simon Pegg: Den næste "Star Trek"-film bør være i samme ånd som den oprindelige tv-serie

Pegg har i øvrigt ikke den store tiltro til, at han får lov til at spille Scotty igen.

Det er snart ni år siden, at den seneste "Star Trek"-film, "Star Trek Beyond", udkom i biograferne. Der er aldrig før gået så lang tid mellem lanceringen af to "Star Trek"-biograffilm, og selvom en direkte fortsættelse til "Star Trek Beyond" blev annonceret i 2022, og en prequel-film blev annonceret i januar 2024, så er begge projekter tilsyneladende gået totalt i stå, og franchisens filmfremtid står hen i det uvisse.

Flere andre potentielle "Star Trek"-film i årenes løb – bl.a. en med "Fargo"-skaberen Noah Hawley i instruktørstolen og en med selveste Quentin Tarantino som idémand – har heller ikke formået at tage springet fra tegnebrættet til filmsettet.

Men den efterhånden 55-årige Simon Pegg håber stadig, at han får lov til at lave en fjerde "Star Trek"-film i kølvandet på "Star Trek" (2009), "Star Trek Into Darkness" (2013) og førnævnte "Star Trek Beyond" (2016).

Det har Pegg også sagt tidligere, og i et nyt video-interview med Variety gentager den kreative englænder sit ønske om at lave en "Star Trek 4", men han siger samtidigt: "Der florerer hele tiden rygter om endnu en film, men jeg har aldrig hørt noget, der fastslår, at det vitterligt kommer til at ske."

Læs også: Simon Pegg: Det sidste, vi har brug for, er en "Shaun of the Dead 2"!

Men hvis der nu kommer en "Star Trek 4", hvad vil Pegg så gerne se i fortsættelsen? Dét spørgsmål får Pegg – som i øvrigt selv skrev manuskriptet til "Star Trek Beyond" sammen med Doug Jung – til at reflektere over både "Star Trek"-franchisens ånd og nyere mainstreamfilm i al almindelighed:

"Nu til dags er alt virkelig dystert. Og jeg synes, det er en mærkelig måde at nyfortolke noget, der er meget ungdommeligt, på. Og jeg vil sige, at den oprindelige 'Star Trek'-serie ikke var barnagtig. Den var faktisk virkelig sofistikeret. Film behøver ikke at være dunkle og dystre for at tiltale voksne. Science fiction behøver ikke at være fyldt med død, bandeord og umoralsk opførsel for at tiltale voksne. Det skal bare være tankevækkende og opfindsomt.

"Jeg vil gerne se 'Star Trek' genoplive den oprindelige tv-series ånd – og komme tilbage på den 5 år lange mission gennem galaksen. Også selvom vi har færdiggjort vores 5 år lange mission. Så hvis vi laver endnu en film, er jeg nysgerrig på, hvad vi så gør."

Som sagt skrev Pegg selv manuskriptet til "Star Trek Beyond", der så absolut – både indholdsmæssigt, tonemæssigt og æstetisk – flugtede mere med den oprindelige, kulørte og optimistiske "Star Trek"-serie fra 1960'erne end den to forløbere.

Især J.J. Abrams' "Star Trek Into Darkness" var – som titlen tilmed slår fast – et usædvanligt dystert kapitel i sci-fi-sagaen, og mange af de nyere "Star Trek"-serier har netop boltret sig i "død, bandeord og umoralsk opførsel" for at citere Pegg. Vi får at se, om den næste "Star Trek"-film – hvis/når den endelig udkommer – bliver en overvejende positiv eller pessimistisk film om fremtiden.

Vi talte selv med Pegg op til biografpremieren på "Star Trek Beyond" – du kan se vores interview med ham og resten af "Star Trek"-castet her:

Kommentarer

Simon Pegg: Den næste "Star Trek"-film bør være i samme ånd som den oprindelige tv-serie

  • 0

    Der mangler noget colour i tonerne, men det synes jeg heldigvis man får i Strange New World. 

    Jamison16-06-25 09:51

  • ★★★★★★0

    Jeg er desværre ved at være lige så pessimistisk som Simon Pegg - trist.

    Wayne16-06-25 10:51

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen