"Sinister"-instruktør laver ny gyser for Blumhouse

Manden bag "den uhyggeligste gyser nogensinde" vender tilbage til horror-genren.

Forleden afslørede et videnskabeligt studium, at Scott Derricksons "Sinister" fra 2012 åbenbart er den mest uhyggelige gyser nogensinde baseret på tilskuernes puls og hjerterytme under de viste film.

Derrickson har også gyserne "Deliver Us from Evil", "The Exorcism of Emily Rose" og "Hellraiser: Inferno" på samvittigheden, mens han seneste film var Marvel-hittet "Doctor Strange" med Benedict Cumberbatch.

Derrickson forlod instruktørstolen på fortsættelsen tilbage i januar på grund af "kreative uenigheder" mellem Marvel og filmmageren – efter sigende fordi Derrickson gerne ville have lavet "Marvels allerførste gyserfilm", men hans ideer var for blodige og uhyggelige for Marvels ejere hos Disney. Siden da har en anden kendt gyserinstruktør, Sam Raimi, overtaget dirigentstokken bag kameraet.

Men nu vender Derrickson tilbage til horror-genren. Selvom han også har travlt med forarbejdet til "Labyrinth 2", så skal Derrickson snart instruere gyseren "The Black Phone". Det rapporterer Deadline.

Læs også: Fem til fredag: Fem underkendte gyserfilm, du kan varme op med til halloween

"The Black Phone" er baseret på Joe Hills novelle af samme navn. Hill er søn af selveste Stephen King og har tidligere bl.a. skrevet gysertegneserien "Locke & Key", som for nylig blev til en succesfuld Netflix-serie.

At dømme ud fra den officielle synopsis bliver "The Black Phone" en ret unik film, idet den handler om en død filmnørd i 1945, som hjemsøger en biograf; en ensom og "oppustelig" dreng; en fyr ved navn Francis, som er blevet forvandlet til en 2,5 meter høj græshoppe; og en dreng, som er indespærret i en blodig kælder, hvor en gammel telefon ringer hver nat og overdrager beskeder fra de dødes rige. Javel ja.

"The Black Phone" produceres af filmselskabet Blumhouse, der netop producerede Derricksons "Sinister" samt andre horror-hits som "Get Out" og "The Invisible Man".

Skuespillerne Mason Thames ("For All Mankind") og Madeleine McGraw ("Toy Story 4") er blevet hyret, og Derrickson skriver manuskriptet sammen med sin faste samarbejdspartner, Robert Cargill.

Vi ved dog endnu ikke, hvornår den høje græshoppe og den oppustelige knægt kommer til at terrorisere os i biografmørket...

Kommentarer

"Sinister"-instruktør laver ny gyser for Blumhouse

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen