Skaberne af "The Rain" laver Netflix-serie om onde nisser

"Tænk, hvis nisser findes i virkeligheden og er farlige?" udtaler en af seriens producere.

Produktionen af den næste, dansksprogede Netflix-serie, "Nisser", er nu startet op uden for København. Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse. Ambitionen er at skildre nissen ud fra myterne, men samtidig bidrage med en anderledes nyfortolkning.

I håbet om at genfinde hinanden rejser en lille storbyfamilie på juleferie til en afsides, dansk ø. Her opdager de dog snart, at øens hemmelighedsfulde beboere lever i samhørighed med farlige væsener i skoven, som viser sig at være... nisser. Men ikke dem, vi kender fra eventyrene, men virkelige, blodtørstige nisser.

Da familiens lillesøster, Josefine, finder en såret ungnisse, tager hun den med sig hjem. Dermed bryder hun uforvarende en århundrede gammel balance mellem mennesker og nisser, og hun kaster alle på øen ud i en livsfarlig kamp om tro, håb og ren overlevelse.

Blandt de medvirkende er bl.a. Ann Eleonora Jørgensen ("Herrens veje"), Rasmus Hammerich ("En frygtelig kvinde"), Peder Thomas Pedersen ("Advokaten"), Lila Nobel ("The Rain") og Lukas Løkken ("The Rain").

Netflix Originals-serien vil bestå af seks afsnit og foregår i Danmark. Serien er skabt og skrevet af Stefan Jaworski ("Den som dræber", "Kandidaten"), instrueret af Roni Ezra ("Sygeplejeskolen") og produceret af Elise H. Lund fra Miso Film. Peter Bose og Jonas Allen fra Miso Film er executive producere, og det var netop det danske produktionsselskab, der stod bag den postapokalyptiske "The Rain".

Stærkt partnerskab

Peter Bose, CEO og producer hos Miso Film, fortæller: "Med vores nye Netflix-serie, 'Nisser', fortsætter vi det stærke partnerskab, vi har opbygget med Netflix gennem tre sæsoner af 'The Rain'. 'Nisser' er en julet gyser-serie, der udforsker forudsætningen om 'tænk, hvis nisser findes i virkeligheden og er farlige?'

"Endnu engang viser Netflix, at de tør, når andre ikke gør. Vi vil gerne rose Netflix for at åbne dørene for nye genrer, som vi ikke tidligere har haft råd til at udvikle og producere i vores lokale marked. 'Nisser' bliver udelukkende optaget i området omkring Storkøbenhavn, og vi ser virkelig frem til at give Netflix' medlemmer en nyfortolkning af julegenren."

Tesha Crawford, Director of Netflix International Originals Northern Europe, udtrykker også begejstring over det danske samarbejde:

"Der er mange grunde til, at vi er begejstrede for denne nye danske produktion. Først og fremmest, fordi vi igen samarbejder med vores partnere hos Miso Film, som har vist sig at være nogle fantastiske historiefortællere. Derudover resonerer det altid godt i Norden, når vi tapper ind i de lokale myter og, som med 'Nisser', omdanner dem til en moderne julehistorie - med en snert af gys."

Det er endnu ikke oplyst, hvornår "Nisser" udsendes på Netflix.

Kommentarer

Skaberne af "The Rain" laver Netflix-serie om onde nisser

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen