Sofia Boutella vil vildt gerne medvirke i "Star Trek 4"

"Kingsman"-stjernen spillede det hårdtslående rumvæsen Jaylah i "Star Trek Beyond".

Den næste "Star Trek"-film – som bliver omtalt som "Star Trek 4", selvom den ret beset er sci-fi-franchisens 14. spillefilm – er stadig i limbo.

Filmen mistede sin instruktør tilbage i august, da Matt Shakman ("WandaVision") i stedet valgte at kaste sig over Marvels næste "Fantastic Four"-filmatisering. Og blot en måned senere blev "Star Trek 4" udskudt på ubestemt tid.

Det er stadig uvist, om vi nogensinde får en fjerde svingom med det yngre Enterprise-crew, som J.J. Abrams i sin tid introducerede i sin Oscar-belønnede "Star Trek" fra 2009. Men vi har allerede hørt flere af skuespillerne – herunder John Cho, Zoe Saldana, Simon Pegg, Chris Pine og Karl Urban – fortælle, at de er klar på endnu en rejse gennem Mælkevejen. Og nu melder endnu en skuespiller sig i koret: Sofia Boutella.

Læs også: Alle 13 "Star Trek"-film rangeret – fra værst til bedst

Den algeriske skuespiller er nok bedst kendt for at spille skurk i "Kingsman: The Secret Service" og "The Mummy", men i den seneste "Star Trek"-film, "Star Trek Beyond" fra 2016, spillede hun en helt: det heroiske og snarrådige rumvæsen Jaylah, som hjalp Enterprise-besætningen i deres kamp mod den krigeriske Krall (Idris Elba).

Og under en nylig convention i USA fortalte Boutella (jvf. TrekMovie), at hun hjertens gerne vil gentage rollen i endnu en "Star Trek"-film – til sidst i "Star Trek Beyond" fandt vi da også ud af, at Jaylah var på vej til Starfleet-akademiet for at uddanne sig som rumskibsofficer.

"Jeg ville elske at se hende udvikle sig side om side med alle de andre," fastslog Boutella over for publikum og fortsatte: "Jeg ville elske at gentage rollen. Jeg nød virkelig den oplevelse. Jeg ville sige ja med det samme."

Boutella er dog lige så uvidende om den næste films status som alle os andre: "Jeg ved ikke, om de laver en fjerde film. Jeg hører alle mulige ting hele tiden, men jeg ved ikke, om filmen bliver til noget."

Boutella udtrykker også sin taknemmelighed over for Simon Pegg, som ikke blot spillede Scotty i "Star Trek Beyond", men som også skrev filmens manuskript.

Ifølge Boutella blev de to tætte venner under optagelserne. Herunder kan du se Moovy TV's "Star Trek Beyond"-interviews med Simon Pegg og Co., som vi håber på at se i aktion igen inden alt for længe:

Kommentarer

Sofia Boutella vil vildt gerne medvirke i "Star Trek 4"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen