Sony-chef bebrejder anmelderne for, at Marvel-filmene "Madame Web", "Morbius" og "Kraven the Hunter" floppede

Det er altså vel at mærke ikke rærlige manuskripter, grinagtige effekter eller kedelig action, der bærer skylden for Sony Pictures' mange Marvel-fiaskoer...

Hele syv af filmhistoriens 20 største hits (hvis man altså ikke medregner inflation) er baseret på Marvels kulørte tegneseriehæfter. Men det er altså langtfra alle Marvel-film, som genererer alenlange køer foran biografernes billetluger.

Det har Sony Pictures måttet adskillige gange de seneste år. Sony har vel at mærke filmrettighederne til persongalleriet (med andre ord: alle helte og skurke) i netop Marvels Spider-Man-tegneserier, og mens de samarbejder med Marvel Studios på de "Spider-Man"- og "Avengers"-film, hvori Tom Holland spiller Peter Parker, så har Sony i årevis forsøgt at etablere deres eget selvstændige og succesfulde filmunivers med alskens Spider-Man-bifigurer i førersædet.

Uden meget held må det i øvrigt indskydes. For selvom selskabets nyligt færdiggjort "Venom"-trilogi har klaret sig hæderligt finansielt (om end sidste års "Venom: The Last Dance" indtjente næsten 400 mio. dollars færre end den første "Venom" fra 2018), så har de nylige tegneseriefilm "Morbius", "Madame Web" og senest "Kraven the Hunter" alle floppet fælt.

"Jeg forstår det ikke!"

Og de katastrofale bundlinjer har vel at mærke intet at gøre med selve kvaliteten (eller mangel på samme) i de omtalte film... Årsagen til den elendige indtjening finder man i stedet i forunderligt mavesure, smålige filmkritikeres skriverier. Det mener i hvert fald Sony Pictures' administrerende direktør, Tony Vinciquerra.

I et interview med Los Angeles Times fastslår Vinciquerra: "'Kraven the Hunter' har haft den dårligste biografåbning i de otte år, jeg har arbejdet hos Sony. Men jeg forstår det ikke, for det er altså ikke nogen dårlig film."

Netop "Kraven the Hunter" handler om den slagkraftige jæger Sergei Kravinoff, spillet af Aaron Taylor-Johnson, og filmen har en brugerrating på sølle 5,4 på IMDb, er blevet positivt bedømt i kun 16% af anmeldelserne citeret på Rotten Tomatoes og har vel at mærke blot indtjent 54 mio. dollars – på verdensplan. Filmen har angiveligt kostet cirka 120 mio. dollars at producere. Og selvom både kritikere og almene biografgæster tilsyneladende enten har kritiseret eller decideret ignoreret "Kraven the Hunter", så skyldes den lunkne modtagelse altså forudindtagede og urimelige anmeldere ifølge Vinciquerra:

"Af en eller anden grund havde anmelderne besluttet sig for, at de ikke vil have os til at lave film om 'Kraven' og 'Madame Web', så de slagtede dem. De gjorde det samme med 'Venom', men publikum elskede den film og gjorde den til et kæmpe hit. De her film er altså ikke forfærdelige. De blev bare svinet af anmelderne af en eller anden grund."

Se også: "Morbius"-interview med instruktøren Daniel Espinosa

Vinciquerra kommer desværre ikke ind på, nøjagtig hvorfor anmelderne havde set sig sure på Sony Pictures' beslutning om at lave superheltefilm om netop Kraven og Madame Web, mens de selvsamme anmeldere tidligere har skamrost superheltefilm om umiddelbart mindre kendte figurer såsom The Guardians of the Galaxy. De computeranimerede "Spider-Verse"-film, som Sony også står bag, er i øvrigt blevet rost af nærmest samtlige prominente filmkritikere på planeten.

"Hvis vi laver flere af de her film, så bliver de svinet, uanset hvor gode eller dårlige de er," siger en tydeligvis opgivende Vinciquerra, som erkender, at Sony Pictures skal revurdere deres Marvel-strategi. I den forbindelse er det nok godt først at pejle ind på, hvad det er, som anmelderne åbenbart har set sig sure på? Eller måske at overveje at hyre andre manuskriptforfattere end dem med "Gods of Egypt", "Power Rangers", "The Expendables 2" og "Transformers: The Last Knight" på CV'et?

Her på Moovy vil vi dog ikke gå med til at blive bebrejdet for Sonys Marvel-flops! For vores redaktion gav vel at mærke "Morbius" og "Madame Web" 4 stjerner. Eller, hov... 4 stjerner tilsammen. 2 stjerner hver især. Nå, måske er der vitterligt noget om snakken...

Kommentarer

Sony-chef bebrejder anmelderne for, at Marvel-filmene "Madame Web", "Morbius" og "Kraven the Hunter" floppede

  • ★★★★★★1

    Selvindsigt, Vinciquerra … selvindsigt.

    Men ud over anmelderne som, med undtagelser, aldrig for alvor har taget genren alvorligt - så har publikum det med at tilgive.

    Der er dog en grænse for, hvor mange gange man kan snyde dem med billige kopier fra Spidermans univers.

    Wayne 5-01-25 11:20

  • 1

    Vanvittig udtalelse. Utroligt at den mand har den position som han har, men til gengæld noget mindre overraskende at Sony spytter elendige film ud:)

    ZimaBlue 5-01-25 13:44

  • ★★1

    Jeg synes det er imponerende at de kun behøvede at vise de første 8 minutter af Kraven the Hunter for at vise hvor dårlig en film det er. Det er også en slags bedrift.

    Kiyonji 5-01-25 17:27

  • 0

    Jeg skal gerne erklære mig enig i at anmelderne har haft en indflydelse på min lyst til at se dem. Eller på at undlade at se dem skal jeg vel skrive.

    Mickey fra Øen 6-01-25 09:47

  • 0

    Er det efterhånden ikke normal kutume, at det altid er gode film men pga. alle mulige andre eksterne faktorer?

    - Anmeldere og dårlige anmeldelser 

    - SoMe hets 

    - Toxic fans 

    - Sure gl. hvide mænd 

    - Misogyni osv. osv.

    Det er alt andet end en halvslatne og usammenhængdende historier, intetsignende karakterer, dårlig dialog, skuespil, klipning eller manglende respekt for source materialet såsom bøger, etabelleret franchises mv.

    Dominar Rygel XVI 6-01-25 11:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen