Sony plotter to Marvel-film ind i kalenderen

Det lader til, at vi kan forvente mere med antihelten Venom.

Sony Pictures er for tiden godt i gang med at kreere et filmunivers baseret på karakterer fra "Spider-Man"-tegneserierne – indtil videre dog uden hovedpersonen selv. Universet blev søsat med Ruben Fleischers "Venom", der kom tidligere på året, og nu er det officielt, at der er flere film på vej.

Filmselskabet har nemlig sat sig på to premieredatoer i 2020. Officielt er det ikke meldt ud, præcis hvilke Marvel-titler der er tale om, men det første projekt står til at lande 10. juli, mens den næste film rammer biograferne 2. oktober. Derudover skulle et af projekterne være en fortsættelse.

"Venom 2" og film om den levende vampyr Morbius?

Selvom Sony ikke har afsløret yderligere detaljer om releasedatoerne, virker det dog som et godt bud, at der er tale om en efterfølger til "Venom" samt en film om den levende vampyr Morbius. I juni kom det frem, at der blev arbejdet på vampyrfilmen, og at Jared Leto, som tidligere har spillet Jokeren hos DC, var tilknyttet hovedrollen. Den svenske instruktør Daniel Espinosa ("Life") står bag kameraet på filmatiseringen.

At der nu forberedes endnu en "Venom"-film kommer heller ikke som en stor overraskelse, da den første film i skrivende stund har omsat for godt 780 mio. dollars på verdensplan. Tom Hardy er desuden på kontrakt til tre film med den symbiotiske antihelt, så vi kan nok godt forvente endnu et mørkt eventyr med den engelske skuespiller.

Kommentarer

Sony plotter to Marvel-film ind i kalenderen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen