Spielberg bekræfter "Star Wars"-referencer i "Ready Player One"

Rygterne har ellers gået på, at Disney ikke ville give filmmageren tilladelse til at bruge figurer fra det ikoniske univers.

Det er næppe gået mange filmentusiasters næser forbi, at Steven Spielbergs kommende science-fiction-drama "Ready Player One" er spækket med populærkulturelle referencer fra 80'ernes og 90'ernes film og videospil. 

Og nu bekræfter instruktøren så, at det måske mest ikoniske brand i filmhistorien overhovedet – "Star Wars" – også vil være repræsenteret i form af små easter-eggs i filmen, der er baseret på fremtidsromanen af Ernest Cline. 

Milde spoilers

Ifølge Spielberg kan biografgængere godt belave sig på at skulle holde udkig efter såvel robotten R2-D2 som X-Wings, og instruktøren udtaler: "Vi ønskede ikke at benytte de vigtigste kulturelle ikoner fra Disneys "Star Wars"-film, idet de er igangværende. De er en del af vores moderne verden lige nu. Og selvom det begyndte i 80'erne, er det så meget en del af vores virkelige liv i dag i det 21. århundrede. Så vi spurgte efter nogle af de mindre ting, og Disney gav os alt, hvad vi bad om."

Jagten på alskens easter-eggs sætter for alvor ind 29. marts, når "Ready Player One" rammer biograferne. 

Kommentarer

Spielberg bekræfter "Star Wars"-referencer i "Ready Player One"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen