Spielberg vil lave film om legendarisk filmkomponist

Den legendariske instruktør udskyder måske sit remake af musicalfilmen "West Side Story" for i stedet at lave en film om manden bag musikken i selvsamme musical.

Mesterinstruktøren Steven Spielberg har allerede gang i to nye filmprojekter ovenpå færdiggørelsen af sin kommende film "Ready Player One". Det ene projekt er et remake af musicalfilmen "West Side Story", som han leder efter skuespillere til, og derudover har han planer om at instruere en femte "Indiana Jones"-film. Nu har han dog fået varme følelser for et nyt projekt, som han overvejer at lave, inden han kaster sig over "West Side Story".

Spielberg har haft et andet hemmeligt projekt under opsejling – og efter sigende med nogle store Hollywood-folk, som dog ikke bliver nævnt ved navn. Dette projekt skulle være en biopic omhandlende den ikoniske filmkomponist Leonard Bernstein. Bernstein er bedst kendt for at have skrevet musik til film såsom "Sømænd på vulkaner" og "I storbyens havn", men hans mest velkendte filmprojekt er musicalklassikeren "West Side Story".

Så under forberedelserne til genindspilningen af "West Side Story" må Spielberg have bevæget sig ud på et sidespor og være blevet fascineret af manden bag musikken i filmen. Der skulle lægge et manuskript klar, men der er ingen forlydender om, hvem der har skrevet det. Det er endnu heller ikke bekræftet, at dette er instruktørens næste projekt, men den 71-årige filmmaestro holder så sandelig dampen oppe på sine ældre dage.

For en stund er han dog vendt tilbage til at lave en vaskeægte blockbuster i form af fremtidsfilmen "Ready Player One", som er proppet med populærkulturelle referencer. Filmen får biografpremiere 29. marts.   

Kommentarer

Spielberg vil lave film om legendarisk filmkomponist

  • ★★★★0

    :-O..troede lige det var om John W.   To Soon..

    Gasivodo13-03-18 02:34

  • ★★★★★0

    Steven Spielberg har altid gang i 10-15 projekter, som han ender med at udsætte (eller give til Michael Bay) til fordel for 20 andre projekter.

    Lars!13-03-18 08:47

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen