Spock vender tilbage i ny gådefuld "Star Trek"-kortfilm

Trekkies får endelig lov til at se Spocks reaktion på Kirks død.

For nylig fik "Star Trek"-fans lov til at tage afsked med kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning fra "Star Trek: The Next Generation" (1987-1994) i den tredje, sidste og kritikerroste sæson af "Star Trek: Picard".

Men nu kan vi give trekkies endnu en kæmpe nostalgi-indsprøjtning i form af nedenstående kortfilm, som blot bærer den gådefulde titel "765874 - Regeneration".

Videon er ikke en traditionel fanfilm. Den er blevet produceret til en officiel hjemmeside lanceret af "Star Trek"-skaberen Gene Roddenberrys bo, som bærer navnet The Roddenberry Archive. Siden kan besøges her.

Læs også: Længe ventet "Star Trek"-spil med Spock får endelig en udgivelsesdato

Hjemmesiden byder bl.a. på virtuelle 3D-rundture på flere af de kendte rumskibsbroer fra "Star Trek"-sagaens historie – herunder flere af de legendariske Enterprise-skibe.

Sidens mål er at skabe det ultimative digitale "Star Trek"-arkiv. Og så byder siden også på en række videoer – inklusive et interview med William 'James T. Kirk' Shatner og så også den førnævnte, nedenstående kortfilm.

Filmen byder på et par scener, der foregår umiddelbart efter spillefilmen "Star Trek: Generations", hvor Picards Enterprise-D er styrtet ned på planeten Veridian III ovenpå en dyst med et krigerisk klingon-rumskib.

Den enormt velproducerede kortfilm viser ikke blot arbejdet med at få Enterprise-D's tallerkensektion rykket væk fra planeten, men også Spocks møde med Kirks gravsted. De to mænd dannede rammen om et af de helt store venskaber i amerikansk kulturhistorie. Og det er vel at mærke første gang, at vi får lov til at se Spock reagere på Kirks bortgang.

Spock ligner forbløffende meget gode, gamle Leonard Nimoy, som gik bort i 2015 – du kan læse mere om arbejdet på kortfilmen her. Kortfilmen byder også på et par flashbacks og andre stemningsfulde øjeblikke – den kan ses i sin helhed her:

Kommentarer

Spock vender tilbage i ny gådefuld "Star Trek"-kortfilm

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen