Stan Lee og J. K. Rowling i Science Fiction og Fantasy Hall of Fame

Sammen med dem bliver tv-serien "Buffy the Vampire Slayer" og computerspillet "The Legend of Zelda" en del af det fine selskab.

Det anerkendte Museum of Pop Culture i Seattle, USA – forkortet MoPOP – har offentliggjort de nyeste medlemmer af deres Science Fiction and Fantasy Hall of Fame.

Æren er gået til Stan Lee og J.K. Rowling, der hver på deres måde har haft en enorm indflydelse på vores moderne popkultur. Stan Lee er den første tegneserieforfatter, der bliver indlemmet i museets Hall of Fame, som blev en del af museet i 2004, men som officielt har eksisteret siden 1996.

MoPOP begrundede Lees udnævnelse således: "Som en af de mest indflydelsesrige tegneserieforfattere nogensinde er Stan Lee ansvarlig for skabelsen af mange Marvel Comics-karakterer, deriblandt Spider-Man, Black Panther og X-Men... Lees karakterer og historier har optrådt på tværs af alle typer af medier som tegnefilm, computerspil, tv-serier og det store Marvel-filmunivers."

Om J.K. Rowling – der skabte Harry Potter-universet og fik en hel generation til at læse litteratur for young adults, før det blev en kæmpe film-franchise – skrev museet, at forfatteren "har modtaget 5 æresgrader fra forskellig institutioner som Edinburgh Universitet og Harvard Universitet og har vundet mange priser inklusive Hugo-prisen og The National Book Awards Children's Book of the Year-prisen."

Siden 2016 har museet også indlemmet kunstneriske værker såvel som kunstnere, og denne gang er tv-serien "Buffy the Vampire Slayer" og computerspillet "The Legend of Zelda" blevet optaget.

Ifølge MoPOP's egen hjemmeside er det offentligheden, der fremsætter nomineringer til museet, hvorefter et udvalg af prisvindende forfattere, kunstnere, redaktører, forlæggere og film-professionelle inden for science fiction og fantasy foretager den endelige udvælgelse.

Kommentarer

Stan Lee og J. K. Rowling i Science Fiction og Fantasy Hall of Fame

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen