"Star Trek Beyond"-instruktør forsvarer sagsøgt fanfilm

For få måneder siden rapporterede vi her på Moovy, at folkene bag en ambitiøs "Star Trek"-fanfilm, "Star Trek: Axanar", var blevet sagsøgt af filmselskabet Paramount, som ejer filmrettighederne til "Star Trek". Og nu får de sagsøgte fans støtte fra uventet kant: "Star Trek Beyond"-instruktøren Justin Lin.

Paramount har i årtier tolereret "Star Trek"-fanfilm under forudsætning af, at de ikke tjente nogen penge. Men "Axanar" har angiveligt haft så stort et budget og så store ambitioner, at Paramount følte, den var en trussel mod deres brand og deres egne "Star Trek"-produktioner. De sagsøgte derfor folkene bag "Axanar" for rettighedsbrud.

"Axanar"-holdet svarede igen i retten ved at fremhæve Paramounts mangeårige accept af fanfilm, og i forhåbningen om at standse Paramounts søgsmål understregede de også, at Paramount ikke havde været specifik nok omkring de angiveligt "tusindvis" af rettighedsbrud, som "Star Trek: Axanar" skulle have begået. Men Paramount svarede for nylig igen og kom med en enormt udførlig gennemgang af alle filmens nøjagtige rettighedsbrud.

Man skulle umiddelbart tro, at manden bag den næste officielle "Star Trek"-film, "Star Trek Beyond", ville være på samme side som sine arbejdsgivere hos Paramount, men instruktøren Justin Lin ("Fast & Furious") har pudsigt nok valgt at støtte "Axanar"-folkene. På Twitter reagerede Lin på retssagens seneste udvikling med følgende kommentar:

"Det er latterligt det her! Jeg støtter fansene. [Star] Trek tilhører os alle sammen."

Vi ved af gode grunde ikke endnu, om "Axanar"-folkene får lov til at færdiggøre deres film, som havde indsamlet omtrent 1 mio. dollars via flere crowdfunding-tjenester. Men "Star Trek Beyond" får til gengæld dansk biografpremiere 11. august, og traileren kan ses herunder.

Kommentarer

"Star Trek Beyond"-instruktør forsvarer sagsøgt fanfilm

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen