Big surprise!
"Star Wars"-filmen om Rey er tilsyneladende udskudt på ubestemt tid
Jedi-heltindens næste eventyr er efterhånden lysår væk.
Det er blot få uger siden, at den kommende unavngivne "Star Wars"-film om jedi-ridderen Reys eventyr efter Skywalker-sagaens afslutning mistede sin manuskriptforfatter, Steven Knight.
Og nu lader det til, at projektet er udskudt på ubestemt tid. Lucasfilm har under alle omstændigheder fjernet en "Star Wars"-film fra studiets udgivelseskalender – en film, der oprindeligt skulle udkomme i biograferne den 18. december 2026.
Og selvom der ikke med sikkerhed er tale om Rey-filmen, antager de fleste udenlandske medier som følge af Steven Knights afgang, at det netop er dén "Star Wars"-film, der nu altså har fået lange udsigter.
Se også: Ny trailer til "Star Wars: Skeleton Crew" byder på mystik, action og... synth-pop!
Daisy Ridley var ellers for længst kørt i stilling til et comeback i rollen som jedi-heltinden Rey – en rolle, hun sidst spillede i "Star Wars: The Rise of Skywalker" fra 2019.
Det er ikke just første gang, at et storstilet "Star Wars"-projekt er blevet skrinlagt. Prominente filmmagere som Patty Jenkins ("Wonder Woman"), Rian Johnson ("Star Wars: The Last Jedi") og Marvel-bossen Kevin Feige har alle måttet aflyse annoncerede "Star Wars"-film.
For nylig kom det i øvrigt frem, at en ny "Star Wars"-trilogi med Simon Kinberg ("Deadpool & Wolverine") ved roret er i støbeskeen, men mon ikke de fleste "Star Wars-fans efterhånden tager den slags annonceringer med et gran salt?
Til gengæld skulle det være ganske sikkert, at den næste "Star Wars"-film – "The Mandalorian & Grogu" – får biografpremiere i maj 2026.