Tak for linket - ærgerligt vi ikke får det at se. Man kan håbe at de bedste af historierne dukker op efterhånden.
Måske er nogle af dem gemt i Andor?
"Star Wars"-universet kunne have set helt anderledes ud i dag. Tilbage i 2005 begyndte George Lucas arbejdet på "Star Wars: Underworld" – en tv-serie, der skulle udspille sig imellem prequel-trilogien og den originale trilogi.
Serien skulle primært foregå på hovedstadsplaneten Coruscant og bl.a. fortælle historien om stedets kriminelle underverden – fyldt til randen med gangstere, dusørjægere og smuglere.
Efter sigende var der planlagt 100 episoder, hvoraf 60 manuskripter allerede var færdiggjorte, men i 2010 blev projektet af økonomiske grunde skrinlagt på ubestemt tid. Efter Disneys overtagelse af Lucasfilm og dermed "Star Wars"-franchisen i 2012, har der været stille om "Star Wars: Underworld".
Nu har den tidligere "Star Wars"-producer Rick McCallum i en samtale på "Young Indy Chronicles"-podcasten talt mere om den droppede live-action-serie.
Produceren af "Star Wars"-prequel-trilogien og Lucasfilms tv-serie fra 1990'erne om den unge Indiana Jones fortæller bl.a., at hver episode af "Star Wars: Underworld" ville have kostet ikke mindre end 40 mio. dollars at producere.
McCallum siger endvidere, at episoderne var mørke og bød på både sex og vold. "Manuskripterne var pragtfulde, komplicerede og udfordrende. De ville have sprængt hele 'Star Wars'-universet i luften, og Disney ville aldrig have tilbudt George at købe franchisen," udtaler produceren til podcasten.
Store kanoner som Ronald D. Moore ("Star Trek"-franchisen, "Battlestar Galactica") var ifølge McCallum blandt manuskriptforfatterne til "Star Wars: Underworld", men vi må altså nøjes med at fantasere om, hvad serien kunne være blevet til i disse kyndige hænder.
Selvom historien aldrig blev færdiggjort, har flere elementer dog fundet vej til de senere "Star Wars"-film. Fortællingen om, hvordan Han Solo vandt Tusindårsfalken, var oprindeligt tiltænkt "Star Wars: Underworld", men blev i stedet fortalt i "Solo: A Star Wars Story". Det samme gælder historien om, hvordan rebellerne fik opsnappet planerne til Dødsstjernen – omdrejningspunktet for "Rogue One: A Star Wars Story".
Tiden må vise, om "Star Wars: Underworld" måske en dag alligevel bringes frem i lyset, men for fem år siden dukkede testoptagelser fra den skrottede tv-serie som tidligere rapporteret frem på nettet.
Tak for linket - ærgerligt vi ikke får det at se. Man kan håbe at de bedste af historierne dukker op efterhånden.
Måske er nogle af dem gemt i Andor?