Stem jeres luftguitarer – Bill og Ted vender tilbage!

"Excellent!"

Nogle rygter vil bare ikke dø. Efter flere års spekulation og hvisken i krogene er det nu officielt, at Bill & Ted vender tilbage i en tredje film – 27 år efter den seneste.

Den tidsrejsende duo, som består af Ted (Keanu Reeves) og Bill (Alex Winter), vender tilbage i "Bill & Ted Face the Music", der dog endnu ikke har nogen officiel premieredato.

Filmen vil følge Bill og Ted – knap 30 år ældre siden vi så dem sidst – og denne gang med familie og pligter. De har endnu ikke opnået deres mål om at skrive verdens bedste sang, indtil de pludseligt får besøg af en rejsende fra fremtiden, som fortæller dem, at hele planetens skæbne afhænger af, at de får skrevet den sang.

Derfor må duoen atter rejse igennem tid og rum – og denne gang med deres døtre på slæb.

Manuskriptet skrives af Chris Matheson og Ed Solomon, der også stod bag de oprindelige film. Derudover vil Steven Soderbergh agere producer på filmen.

Keanu Reeves er i øjeblikket i fuld sving med optagelserne til det tredje kapitel i "John Wick"-sagaen, der foreløbigt rammer de danske biografer til maj næste år.

Kommentarer

Stem jeres luftguitarer – Bill og Ted vender tilbage!

  • ★★★★★0

    Jeg ser den meget gerne, men forholder mig fortsat skeptisk - de har snakket om den fortsættelse i næsten 30 år...

    David Lund 9-05-18 19:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen