Når man måler det i kroner og ører, er der så taget højde for inflation?

Steven Spielberg sætter imponerende rekord
Ingen anden instruktør har skrabet SÅ mange penge ind på billetsalg.
Det ville være en heftig underdrivelse blot at kalde Steven Spielberg en succesfuld instruktør. Ikke nok med at han står bag nogle af de mest elskede blockbusters gennem de sidste fem årtier, så har han netop også slået en markant rekord. En rekord, som i dén grad cementerer hans position som levende legende.
Med weekendens udbytte for filmmagerens seneste filmsucces, "Ready Player One", har indtjeningerne for Spielbergs samlede billetsalg netop passeret ti milliarder dollars!
En rekord, der efterlader et væsentligt hul ned til den næste i rækken af succesfulde instruktører, nemlig Peter Jackson, som ligger tre milliarder dollars under Spielberg.
monsterhits på tværs af generationer
Spielbergs succes kan næppe komme bag på nogen. Han har arbejdet uafbrudt i næsten 50 år, hans mest populære film er rendyrkede fænomener, som har skabt fans på tværs af generationer, og i 70'erne var han med "Dødens gab" ikke mindst med til at forme og definere begrebet blockbuster som et kulturelt fænomen.
"Jurassic Park" fra 1993 er hans til dato mest indtjenende film med et samlet billetsalg på lige over en milliard dollars alene, og selvom Spielberg har haft et par sløve år i forhold til at lave et ordentligt monsterhit, så kunne det se ud til, at han med "Ready Player One" er tilbage i stimen.
Manden er 71 år, men absolut ikke færdig endnu. Han har flere projekter i kikkerten i øjeblikket, hvor en af de mest ventede film uden tvivl bliver den kommende "Indiana Jones 5".
Hans rekord bliver næppe slået foreløbig.