Tror ikke man skal se nedlukningen af biograferne, som at de har været store smittespredere, tror blot det er for at minimere risikoen, for større forsamlinger på samme sted, over en hel dag.
En nødvendig ting, desværre. :-/
TV2: Danske biografer lukkes ned indtil 2021
Det stigende smittetal får nok en gang konsekvenser for de danske biografejere.
Kl. 12 i dag har regeringen indkaldt til nyt pressemøde om coronavirussens stigende spredning og nye, forestående restriktioner.
Og ifølge TV2 vil Mette Frederiksen bl.a. annoncere, at biograferne fra på onsdag skal lukke ned midlertidigt i 38 af landets kommuner – heriblandt København, Odense, Aarhus, Vordingborg, Slagelse, Helsingør og Roskilde.
Flere danske medier har rapporteret, at disse restriktioner vil gælde indtil januar 2021, men det er endnu ikke blevet bekræftet.
Under den første nedlukning tilbage i marts blev biograferne lukket ned herhjemme, men dørene blev åbnet igen i juni, og særligt danske film som "Druk", "Vores mand i Amerika" og "Retfærdighedens ryttere" har lokket talløse danskere ind i biografmørket igen.
Hvis biografnedlukningen bliver en realitet, vil det selvsagt have en stor effekt på disse danske films indtjening resten af året, og den kommende storfilm "Wonder Woman 1984" vil også være utilgængelig i ugevis for mange danske biografgængere efter premieren den 17. december.
Vi lærer selvfølgelig meget mere om biografernes fremtid, når regeringen som sagt afholder pressemøde i dag kl. 12.
OPDATERING 13.45: Restriktionerne er officielt trådt i kraft og gælder indtil videre frem til 3. januar 2021.