Og apropos Iron Man 3, ville elske Guy Pearce som Dredd. Men man kunne frygte, de vælger en eller anden ung stjerne.

Taika Waititi giver Judge Dredd nyt liv på det store lærred
"I am the laaaaw!!"
Taika Waititi skal instruere en ny film baseret på den britiske tegneseriefigur Judge Dredd. Drew Pearce, der tidligere har skrevet "Iron Man 3" og "Mission: Impossible – Rogue Nation" – og som Moovy TV interviewede i 2018 – står for manuskriptet.
Ifølge kilder er projektet et reboot og beskrives som en stor science fiction-blockbuster med en stærk fortælling og potentiale for at udvikle et helt univers omkring Dredd-figuren.
Udover at være venner skulle Waititi og Pearce begge være fans af Judge Dredd, som de læste som børn. De har angiveligt i årevis ønsket at arbejde sammen og har nu endelig fundet det rette projekt. Rebootet vil forsøge at forblive tro mod den oprindelige tegneserie, der er kendt for sin dystopiske verden og skarpe satire. Filmen vil således udspille sig i Mega-City One – en gigantisk og voldelig storby i fremtiden, hvor Judges fungerer som både politi, dommer og bøddel.
Se også: Moovy TV: "Thor: Love and Thunder"-interviews med Taika Waititi, Natalie Portman og Tessa Thompson
Det nye projekt markerer tredje gang, at Judge Dredd finder vej til det store lærred. I 1995 spillede Sylvester Stallone hovedrollen i en version, der ikke klarede sig godt hverken blandt kritikere eller publikum. I 2012 kom "Dredd" med Karl Urban i hovedrollen. Den blev bedre modtaget og opnåede senere kultstatus, men blev ikke den store kommercielle succes i biografen.
Der er endnu ingen premieredato eller oplysninger om, hvem der bliver den nye Dredd.

