"The Batman" finder ny instruktør

"The Batman"-filmen, der har været en noget tumultarisk proces indtil videre, har formentlig fundet sin nye instruktør, efter "The Batman" himself, Ben Affleck, for nylig droppede selv at instruere filmen. 

Nu har Warner Bros. så deres øjne rettet mod især Matt Reeves, der har instrueret den kommende "Abernes Planet: Opgøret" samt monsterfilmen "Cloverfield" fra 2008.

Ifølge Variety tyder alt på, at Reeves og Warner Bros. nu har indgået en aftale. Dermed kommer Reeves formentlig snart til at sætte sig i instruktørstolen i den første solo Batman-film med Ben Affleck i hovedrollen som den kappeklædte korsfarer. Affleck har allerede én gang givet den som Batman i "Batman vs. Superman: Dawn of Justice" fra sidste år.

Affleck har ligeledes i samarbejde med Geoff Johns skrevet den nye films manuskript, og nu hvor han ikke længere selv skal dirigere løjerne på settet, vil han fokusere på sit skuespil i "The Batman", der forventes at begynde optagelserne i slutningen af året.

Kommentarer

"The Batman" finder ny instruktør

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen