"The Disaster Artist"-stjerne skal spille rapperen Vanilla Ice i biopic

Dave Franco er "cool as ice".

Rækken af Hollywood-producerede musik-biopics fortsætter, og nu er turen kommet til den kitschede 90'er-rapper Vanilla Ice som omdrejningspunkt. Rapperen får således en biografisk film med titlen "To the Extreme".

Filmen vil følge Vanilla Ice – med det borgerlige navn Robert Van Winkle – fra da han dropper ud af high school, til han med singlen "Ice Ice Baby" formår at ligge øverst på den amerikanske Billboard-hitliste, hvilket aldrig før var sket for et hip-hop-nummer. Herfra må rapperen i de tidlige 1990'ere kæmpe med sin nyfundne stjernestatus, afpresning fra de skumle sider af musikbranchen og dilemmaerne forbundet med at sælge ud som rap-artist.

Vanilla Ice huskes måske også for filmprojektet "Cool as Ice", der udkom i 1991, ligesom han samme år dukkede op i "Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze", hvor han leverede en optræden med sin "Ninja Rap".

I rollen som Vanilla Ice vil Dave Franco give den som den farverige rapstjerne. Franco er måske bedst kendt fra sin hovedrolle i Oscar-nominerede "The Disaster Artist", den autentiske fortælling om tilblivelsen af kultfilmen "The Room", hvor han både spillede overfor og blev instrueret af sin bror, James Franco. Netop "The Disaster Artist" skulle fungere som inspiration til "To the Extreme", og det forlyder, at målet er at forsøge at ramme en lignende tone i fortællingen om Vanilla Ice.

På trods af at have Franco tilknyttet projektets hovedrolle står "To the Extreme" dog uden instruktør, og det vides ikke, hvornår produktionen kan begynde. Chris Goodwin og Phillip Van har skrevet filmens manuskript.

Kommentarer

"The Disaster Artist"-stjerne skal spille rapperen Vanilla Ice i biopic

  • ★★★★★0

    Princess: Where were you?

    Johnny: Chillin' wit Kat. You know, that chick who drives the horse.

    Elwood23-07-20 15:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen