"The Matrix"-instruktør: Filmen er en allegori over transkønnethed

Lilly Wachowski bekræfter en længe diskuteret fanteori.

I 1999 ramte "The Matrix" biograferne og var på mange måder en banebrydende film. Siden da er der ofte blevet spekuleret i filmens potentielle tematikker, og nu har en af filmens instruktører så endelig bekræftet en længe diskuteret teori om filmens handling: At filmens historie rent faktisk er en metafor for transkønnethed.

"'The Matrix' var et udtryk for ønsket om transformation" fortæller Lilly Wachowski i et nyligt interview til Netflix. Karakteren Switch fra den første "Matrix"-film var i det oprindelige manuskript skrevet som en person, der skiftede køn, alt efter om personen var i The Matrix eller i den virkelige verden. En detalje, som selskabet Warner Bros. dog besluttede sig for at sløjfe i det endelige manuskript.

"Filmindustrien var ikke klar til den slags," mener Lilly, der selv er transkønnet og kæmpede meget med sin egen kønsidentitet under indspilningerne af de tre "The Matrix"-film.

I dag er Lilly stolt over den indflydelse, som filmens temaer har haft, og instruktøren støder jævnligt på andre transkønnede personer, der har oplevet at finde håb og hjælp i filmene: "De kommer op til mig og fortæller mig, at filmene har reddet deres liv".

En fjerde "The Matrix"-film er undervejs og forventes at få premiere i løbet af 2022. Denne gang sidder Lillys søster Lana Wachowski alene i instruktørstolen.

Det fulde interview med Lilly Wachowski kan ses på Youtube.

Kommentarer

"The Matrix"-instruktør: Filmen er en allegori over transkønnethed

  • ★★★★★★0

    Jeg indrømmer gerne, at det er gået hen over hovedet på mig, de gange jeg har set filmene. Ikke at det gør hverken fra eller til, men jeg vil da tænke lidt mere over dette hvis jeg en dag ser dem igen (nok kun den første).

    T. Nielsen13-08-20 13:06

  • ★★★★0

    Det kunne have været en god detalje med Switch, men jeg tror måske ikke de havde stoppet den der hvis de havde fået frie tøjler. 

    Stadig vildt nok de begge har skiftet køn. Hvad er sandsynligheden? :)

    Babo13-08-20 13:18

  • ★★★★0

    Jeg ser rigtig mange tematikker i de film og inspiration fra diverse mytologier, ikke mindst i den første. Det er så ikke derfor den fungerer for mig. Det er fordi den bare har en simpel historie med et fedt præmis - udover at den selvfølgelig er godt eksekveret som action / sci-fi / noir. Jeg har aldrig holdt skjul på at jeg elsker The Matrix, og jeg har set den mange gange.

    Jeg har aldrig tænkt over transkønnethed i den forbindelse, men det havde jeg måske, hvis jeg var transkønnet eller havde transkønnede venner - umiddelbart forstår jeg ikke, hvad det er i filmens historie, som skal få en til at tænke i de baner. Ja altså, medmindre man gjorde det som foreslås med Switch (men det gjorde man jo ikke). 

    Lars!13-08-20 13:25

  • ★★★★0

    Riqon min ven. Vi er helt enige her. Til trods for mange tematikker i serien, så finder etterne bare bedst ind til kernen og formår at have dybde - samtidig med den holder hovedet koldt gennem fabelagtig narrativ og klipning. Det bristede i efterfølgerne, som resulterede i man tabte historien på gulvet. 

    Babo13-08-20 13:41

  • ★★★★1

    Den første er også bare så meget skarpere et manuskript. Klart definerede protagonister og antagonister med tydelige mål, og en udvikling der følger en ret traditionel historiefortælling.

    Fra den anden film bliver det hurtigt enormt mudret.

    Kruse13-08-20 14:39

  • ★★★★0

    I mine øjne er det helt store problem i fortsættelserne, at de helt glemmer at "udforske" The Matrix. De to fortsættelser er fuldkommen ligeglade med verdenen derinde. Nu har vi fået etableret, at The Matrix er "kunstig", og så kan vi godt tapetsere den med gråhårede dræbertvillinger, motorcykeljagter, håndgemæng og excentriske idioter med franske accenter. Så nu kan vi kun sidde og heppe på, at vores helte redder en eller anden total intetsigende by, som vi har ingen tilknytning til, fordi vi kun har set befolkningen folde sig ud i én grinagtig dansescene, som ligner en Budweiser-reklame fra 90'erne. Derfor er der bare intet af værdi på spil, og karaktererne udvikler sig praktisk talt ikke længere fra dét øjeblik, hvor den første film slutter.

    Jeg husker at have hørt, at en slettet scene fra "The Matrix Reloaded" ville have vist Neo inde i The Matrix, hvor han besøger sit barndomshjem og støder på sin bror og mor. Det er dén slags, der havde gavnet fortsættelserne - at man havde bygget videre på den centrale idé om, hvad der er ægte, og hvad der er kunstigt. Mere følelsesladede scener med ægte drama. Hvad betyder det for alvor for Neo og Co., at deres gamle verden var forsvundet? Hvad hvad med alle de andre ægte mennesker, der sidder fast derinde? Ja, de er åbenbart bare totalt ligegyldige statister.

    The Insider13-08-20 14:55

  • ★★★★0

    Den første er også bare så meget skarpere et manuskript. Klart definerede protagonister og antagonister med tydelige mål, og en udvikling der følger en ret traditionel historiefortælling.

    Fra den anden film bliver det hurtigt enormt mudret.

    Præcis, det er enkeltheden i den første, som gør at fortællingen fungerer. De andre har et ret typisk sequel-syndrom, hvor de vil en hel masse, men ikke rigtig kan finde ud af at fokusere og begrænse sig. Det skyldes nok også lidt friere tøjler til Wachowskierne i kølvandet på den første films succes. 

    Lars!13-08-20 15:03

  • ★★★★0

     Hvad hvad med alle de andre ægte mennesker, der sidder fast derinde? Ja, de er åbenbart bare totalt ligegyldige statister.

    Som det bliver sagt, så er de en del af systemet. Det er i universets logik nærmest ensbetydende med ikke at have en sjæl. Kun hvis du gennemskuer eller i det mindste føler, at du ikke er fri, har du en chance for at blive fri.

    I slutningen af den første film adresserer Neo de søgende derude, og man aner et glimt af håb for alle de andre i systemet. Os, på en måde. Men den tråd samles overhovedet ikke op i Reloaded. Det er, som du beskriver, ret underligt hvad den vil have os til at investere i i stedet. Helt krise er det jo i Revolutions, hvor The Matrix jo er crashet helt på grund af Smith.

    Til gengæld var der nogle spændende ideer i The Animatrix. 

    Lars!13-08-20 15:12

  • ★★★★0

    Åh ja. De gråhårede mænd. De var da noget så fesne og ser man filmen på TV kanal, kan man pludselig blive i tvivl om man ubevidst fik trykket på fjernbetjening og skiftet kanal som viser Ghostbusters. 

    Babo13-08-20 15:19

  • ★★★★0

    I slutningen af den første film adresserer Neo de søgende derude, og man aner et glimt af håb for alle de andre i systemet. Os, på en måde. Men den tråd samles overhovedet ikke op i Reloaded. Det er, som du beskriver, ret underligt hvad den vil have os til at investere i i stedet. Helt krise er det jo i Revolutions, hvor The Matrix jo er crashet helt på grund af Smith.

    Hørt, hørt, hørt. Sjovt, hvordan de slet ikke byggede videre på det - jeg ville langt hellere have set en frihedskamp tage til INDEN I "The Matrix". Men ja, der kom sgu nogle spændende kortfilm ud af The Animatrix.

    The Insider13-08-20 15:27

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen