Thomas Vinterbergs "Druk" udtaget til San Sebastian

I dag er det blevet offentliggjort, at Thomas Vinterbergs kommende film er udtaget til hovedkonkurrencen på den nordspanske festival.

Det er blot ni dage siden, at nyheden om udtagelsen til Toronto Film Festival blev offentliggjort, og præcis en måned siden, at "Druk" fik "Official Selection"-stemplet fra filmfestivalen i Cannes. Thomas Vinterbergs film kan dermed bryste sig af at være blevet udtaget til hele tre af verdens absolut største filmfestivaler inden for kun én måned. Internationalt tørstes efter den danske instruktørs film, der allerede nu er solgt til over 30 territorier i verden. Det oplyser Have PR i en pressemeddelelse.

I "Druk" beslutter fire gymnasielærere og venner beslutter sig for at teste en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt. Teorien lyder, at alkohol i blodet åbner sindet for omverdenen og får kreativiteten til at stige. Resultatet er opsigtsvækkende. Både undervisningen og resultaterne løfter sig, og vennerne begynder for alvor at mærke livet igen. I takt med, at genstandene ryger indenbords, skrider eksperimentet fremad for nogen – og af sporet for andre.

Læs også: Se traileren til Thomas Vinterbergs "Druk"

Thomas Vinterberg finder med "Druk" sammen med Mads Mikkelsen, der senest arbejdede sammen med instruktøren på "Jagten". Det gør han i selskab med Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe, som spiller de tre andre hovedroller som venner og kolleger.

I rollen som Mads Mikkelsens kone finder vi den svensk-norske stjerne Maria Bonnevie, mens Helene Reingaard Neumann spiller Magnus Millangs kone Amalie. Som rektor på det gymnasium, hvor en stor del af filmen udspilles, har Susse Wold sin første filmrolle siden sin Bodil- og Robert-belønnede indsats i "Jagten".

"Druk" har dansk biografpremiere 24. september, hvor filmen åbner Biografklub Danmark.

Kommentarer

Thomas Vinterbergs "Druk" udtaget til San Sebastian

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen