Dejligt med en snarlig dansk premiere.
Hvordan kan det i øvrigt være at gysere altid får så meget opmærksomhed omkring tallene for deres åbningsweekend. Ikke nødvendigvis denne nyhed, men bare generelt. Det synes jeg tit man hører om. Det er som om de lever parallelt med deres egne rekorder, på en måde andre genrer ikke helt gør. Måske animationsfilm også lidt kører deres eget ræs, men action, drama, fantasy, thrillere?

Thriller-hitter "Longlegs" får dansk biografpremiere
Nicolas Cage giver dig mareridt i årets mest hypede horror.
Folkene, der er ansvarlige for at promovere filmen "Longlegs", fortjener en medalje. Igennem måneder har de kørt en less-is-more tilgang og sørget for, at uhyggen, stemningen og det uvisse var i højsædet igennem både plakater og teaser-trailere, og det har i den grad båret frugt.
Således blev "Longlegs" hurtigt en af de mest ventede gysere i år og præsterede at sætte sig i førerposition som årets mest indbringende åbningsweekend for en gyserfilm.
Desværre stod det længe uklart, hvorvidt "Longlegs" overhovedet ville få en reel dansk biografpremiere. Herhjemme har vi lidt en historik for, at distributionsselskaberne vælger at overse mange af de genrefilm, der ellers vækker opsigt i USA. Måske fordi de sjældent er lige så indbringende som endnu en superhelte/CGI-fest. Men nu har distributøren Scanbox heldigvis sikret sig rettighederne herhjemme, hvilket betyder, at "Longlegs" nu får dansk biografpremiere – og blot om få uger.
"Longlegs" følger FBI-agenten Lee Harker, der tildeles den uopklarede sag om en frygtelig seriemorder. I takt med at sagen udvikler sig og tager nogle okkulte drejninger, går det op for Harker, at hun har en personlig forbindelse til den nådesløse morder, og så starter et kapløb med tiden for at stoppe ham, før han kræver livet af endnu en uskyldig familie.
Harker spilles af Maika Monroe ("It Follows"), mens den psykotiske seriemorder spilles af en mareridtsfremkaldende Nicolas Cage.
"Longlegs" får dansk biografpremiere den 8. august.