Tidslinjen i "Star Wars"-live-action-serien afsløret

Jon Favreau løftede i forbindelse med gallapremieren på "Solo: A Star Wars Story" sløret for nogle spændende detaljer om den første live-action-serie i en fjern galakse...

Indtil videre har oplysningerne om Disneys annoncerede "Star Wars"-serie været yderst sparsomme, men nu har tidligere Marvel-instruktør Jon Favreau afsløret, at live-action-serien kommer til at finde sted syv år efter, at Imperiet blev nedkæmpet i "Jedi-ridderen vender tilbage".

Historierne vil med andre ord foregå i perioden mellem Episode VI og "Star Wars: The Force Awakens", hvor sidstnævnte er Episode VII i den overordnede Skywalker-saga. Det betyder, at seriens begivenheder har i omegnen af 23 år at boltre sig på.

Derudover kom det frem, at serien vil byde på helt nye karakterer samt ikke mindst cutting edge technolgy, som det sig hør og bør i Star Wars-universet – samt muligheden for en enkelt kendt cameo eller to...

Får premiere på Disneys nye streaming-tjeneste 

Favreau skal både skrive og producere den første live-action-serie i franchisens historie, og den får premiere på Disneys nye streaming-tjeneste, der forventes at gå i luften i slutningen af 2019.

Dog skal publikum forvente, at der går yderligere en rum tid, inden den unavngivne serie rammer tv-skærmene, eftersom Favreau er travlt optaget med såvel "Løvernes konge"-remaket som "Junglebogen 2". 

Om få dage kan publikum dog igen opleve rumkampe, laserstråler og eskapisme i det fascinerende univers, når Ron Howards "Solo: A Star Wars Story" får biografpremiere 23. maj.

Kommentarer

Tidslinjen i "Star Wars"-live-action-serien afsløret

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen