Titlen på "X-Men 7" afsløret
Hele tre film i X-Men-universet vil ramme biograferne til næste år, og en af disse bliver den 7. film i franchisen, som 20th Century Fox nu har afsløret titlen på.
Det har tidligere været fremme, at filmen vil fokusere på karakteren Jean Grey, og for X-Men-kendere vil titlen derfor ikke komme som den store overraskelse: "X-Men: Dark Phoenix".
Filmen vil netop omhandle Jean Grey, som bukker under for sine kræfter og bliver transformeret til den onde Dark Phoenix.
Sophie Turner genoptager sin rolle som Jean Grey, og andre velkendte ansigter fra universet ventes også at dukke op i den nye film, der har premiere i USA 2. november 2018.
Inden da vil X-Men-fans dog kunne opleve "New Mutants" 13. april 2018 og "Deadpool 2" 1. juni.