To danske dokumentarer er shortlistet til en Oscar

Både "The Territory" og "A House Made of Splinters" er rykket tættere på at deltage i næste års Oscar-show.

Tidligere i år var den danske dokumentar "Flugt" nomineret til hele tre Oscars: Bedste internationale spillefilm, Bedste animationsfilm og Bedste dokumentar.

Se også: "At være flygtning er ikke en identitet, det er et livsvilkår" - interview med instruktøren bag "Flugt"

Og netop sidstnævnte kategori kan potentielt bryste sig af to danske deltagere under næste års Oscar-uddeling. Det amerikanske filmakademi har nemlig netop annonceret, at både "The Territory" og "A House Made of Splinters" har overlevet den første udvælgelsesproces og således nu er Oscar-shortlistet.

I alt 144 dokumentarfilm var i Oscar-showets søgelys, før listen over potentielle Oscar-kandidater blev kogt ned til blot 15 titler tidligere i dag, herunder de to danske produktioner.

"The Territory" skildrer den utrættelige kamp, som det indfødte Uru-eu-wau-wau-folk kæmper mod de omfattende skovrydninger og brande, som ulovlige skovhuggere og ikke-indfødte landmænd har forårsaget i den brasilianske Amazonasjungle.

Filmen er delvist optaget af Uru-eu-wau-wau folket over en periode på tre år og følger aktivisterne i deres kamp, når de sætter deres liv på spil og ved hjælp af moderne teknologi opretter deres eget nyhedsmediehold i håb om at afsløre og udbrede sandheden om de uhyrlige overgreb til den vestlige verden.

Læs også: To danske dokumentarer vinder priser på Sundance

"A House Made of Splinters" foregår i det østlige Ukraine, hvor krigen har sat sig dybe spor og krævet sine ofre. Familier, børn og voksne er drevet ud i fattigdom og social armod, og i mange tilfælde er det, som altid, børnene, der betaler den højeste pris, når de svigtes og efterlades uden forældres omsorg.

Men i et hus, ganske tæt på frontlinjen, driver en lille gruppe engagerede socialarbejdere et børnehjem. Med stor kærlighed forsøger de voksne at genopbygge børnenes tillid og tro på, at de også har en fremtid og et håb for livet.

Begge film har allerede vundet adskillige prestigefyldte priser, så det er bestemt ikke utænkeligt, at vi skal heppe på dem under næste års Oscar-show, som løber af stablen den 12. marts 2023. Den 24. januar bliver shortlisten reduceret til de fem dokumentarer, som reelt skal dyste om en Oscar til foråret.

Du kan i øvrigt snart se Moovy TV's interview med "The Territory"-instruktøren Alex Pritz. Filmen udkommer på Disney+ den 13. januar. Og herunder kan du se Moovy TV's interview med "A House Made of Splinters"-instruktøren Simon Lereng Wilmont:

Kommentarer

To danske dokumentarer er shortlistet til en Oscar

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen