To nye "Star Trek"-serier er på vej

Der bliver således tale om sci-fi-franchisens 12. og 13.(!) tv-serier.

"Star Trek"-franchisenes warp-motorer knokler derudad på fuld tryk.

Ud over at vi snart får nye sæsoner af (og hold nu godt fast) tv-serierne "Star Trek: Picard", "Star Trek: Lower Decks", "Star Trek: Prodigy", "Star Trek: Discovery" og "Star Trek: Strange New Worlds", så afslørede franchisens hovedansvarlige producer, Alex Kurtzman, under årets Comic-Con, at hele to nye "Star Trek"-serier ligger i støbeskeen.

Kurtzman afslørede dog intet om indholdet i de kommende serier – ud over at de to serier hovedsageligt vil blive båret af deres kvindelige medvirkende, ligesom "Star Trek: Discovery".

Se også: Hele Enterprise-besætningen vender tilbage i første smugkig på 3. sæson af "Star Trek: Picard"

Tilbage i februar afslørede Deadline dog, at der var nye "Star Trek"-serier på vej om hhv. den gådefulde organisation Section 31 og om de unge kadetter på Starfleets akademi.

Og vi ved allerede, at Michelle Yeoh ("Everything Everywhere All at Once") er udset til at få hovedrollen i serien om Section 31 – hun skal nærmere bestemt gentage rollen som Section 31-agenten Philippa Georgiou, som hun spillede i de tre første sæsoner af "Star Trek: Discovery".

Så selvom Kurtzman ikke afslørede meget, så flugter hans kommentarer altså med Deadline-rapporten. Vi ved dog endnu ikke, hvornår de to serier går i produktion, men der er som sagt rigeligt med nyt "Star Trek" at kaste sig over i den kommende tid, indtil vi får mere at vide.

Kommentarer

To nye "Star Trek"-serier er på vej

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen