Tom Hanks på tale som Geppetto i Disneys "Pinocchio"

Én af Disneys absolut mest ikoniske klassikere får et live-action-remake af manden bag "Paddington"-filmene.

Oscar-vindende Tom Hanks kan meget vel ende med at tilføje endnu en ikonisk rolle på sit i forvejen imponerende CV. Filmstjernen er angiveligt Disneys førstevalg til rollen som dukkemageren Geppetto i Paul Kings remake af "Pinocchio", der er én af Disneys mest fremragende og uforglemmelige bedrifter.

Disneys animerede eventyr fra 1940 om trædukken Pinocchio tager sit udgangspunkt i gamle Geppettos brændende ønske om at blive far til en rigtig dreng. Den Gode Fe – og elskelige Jesper Fårekylling – leder Pinocchio på rette vej, men trædukken ledes let i fordærv på dydens smalle sti, hvilket fører ham på et vildt og dødsensfarligt eventyr. 

Tom Hanks er ikke just nogen Disney-novice. Næste år giver han den for fjerde gang i rollen som den sympatiske cowboy-dukke Woody i Pixars meget imødesete "Toy Story 4". Derudover har Hanks spillet rollen som Walt Disney himself i "Saving Mr. Banks" fra 2013.

Kommentarer

Tom Hanks på tale som Geppetto i Disneys "Pinocchio"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen