"Top Gun 2" finder instruktør og får premieredato
Den længe ventede fortsættelse til 80'er-klassikeren "Top Gun" får nu for alvor luft under vingerne. Det bliver Joseph Kosinski, der skal sidde i instruktørstolen for at instruere blandt andre Tom Cruise – præcis som han gjorde i sci-fi–filmen "Oblivion". Kosinski stod også bag "Tron: Legacy".
Cruise gentager sin gennembrudsrolle som den kække jagerpilot Pete "Maverick" Mitchell i "Top Gun 2", som bliver en rivaliseringsfilm i stil med originalen. For nylig udtalte Cruise i et interview, at den nye film får titlen "Top Gun: Maverick".
Jerry Bruckheimer er producer akkurat som i 1986, hvor afdøde Tony Scott instruerede.
Det er endnu uvist, hvorvidt Val Kilmer gentager sin rolle fra "Top Gun" som Cruises rival, Iceman, men Kilmer har selv meldt ud, at han er klar til at gå på vingerne igen.
Den nye film har også fået en officiel premieredato, som ifølge Paramount Pictures bliver 12. juli 2019.