Trailer og plakat til det danske drama "The Model" om modeverdenen

"The Model" er titlen på et nyt dansk drama, der udspiller sig i den internationale modebranche med al dens glamour og alle dens fristelser. Filmen er instrueret af Mads Matthiesen, som debuterede i 2012 med "10 timer til Paradis", der indbragte ham den prestigefulde pris som Bedste instruktør på den amerikanske filmfestival Sundance. Den første trailer og plakat til "The Model" er netop blevet udsendt og kan ses sidst i nyheden.

I filmen kæmper den unge, danske fotomodel Emma for det store gennembrud i den parisiske modeverden. Hendes rejse til modeverdens centrum og det glamourøse liv som topmodel udvikler sig dog til et sandt drama, da Emma møder den attraktive og noget ældre modefotograf Shane (Ed Skrein). Emma bliver stormfuldt forelsket, og med Shane ved sin side begynder modebranchens døre at åbne sig for hende. Snart opdager Emma dog, at kærligheden også har dystre facetter, og hendes drømme bliver udfordret af både Shane og en uventet, mørk side hos hende selv.

Rollen som Emma spilles af den danske, internationalt anerkendte model Maria Palm, som er blevet castet blandt en lang række danske topmodeller. I rollen som Shane ses den britiske skuespiller Ed Skrein, der nok er bedst kendt for sin rolle som Daario Naharis i "Game of Thrones" og i 2016 kan opleves som superskurk i Marvels superheltefilm "Deadpool".

Filmen har manuskript af Mads Matthiesen, Martin Zandvliet ("Under sandet"), Anders Frithiof August ("Nøgle hus spejl") og kan ses i biograferne 11. februar 2016.

Kommentarer

Trailer og plakat til det danske drama "The Model" om modeverdenen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen