Så vidt jeg forstår, så er titlen da blevet offentliggjort? Den hedder blot; "Indiana Jones" denne gang.

Traileren til "Indiana Jones 5" lander inden for 30 dage
Manden med hatten vender snart tilbage – for første gang i 15 år!
Ventetiden er snart forbi: I løbet af de næste 30 dage får vi omsider den første og længe ventede trailer til den femte film i den succesrige "Indiana Jones"-saga.
Det har filmens instruktør, James Mangold ("Le Mans' 66", "Logan"), afsløret via sin Twitter-konto. Mangold har overtaget instruktørstolen efter Steven Spielberg, der har stået bag kameraet på seriens første fire film.
Ifølge flere filmmedier er det mest sandsynlige scenarie, at "Indiana Jones 5"-traileren præsenteres i forbindelse med biografvisninger af James Camerons "Avatar: The Way of Water", som udkommer i de danske biografer den 14. december – altså om næsten præcis 30 dage.
80-årige Harrison Ford vender for sidste gang tilbage i glansrollen som den heroiske skattejæger Indiana Jones – en rolle superstjernen første gang spillede i 1981 i adventure-klassikeren "Jagten på den forsvundne skat".
Læs også: Disney laver ny "Indiana Jones"-tv-serie
Ud over Ford optræder bl.a. Phoebe Waller-Bridge, Antonio Banderas og vores egen Mads Mikkelsen på rollelisten, mens filmens score leveres af gode, gamle John Williams.
Når den første trailer til "Indiana Jones 5" udkommer i løbet af den næste måned, vil den med garanti også afsløre filmens titel, hvilket kun gør ventetiden endnu mere uudholdelig.
Harrison Ford tropper for sidste gang op i biffen udstyret med fedora-hat og pisk den 29. juni 2023.