"Tron 3" har fundet sin instruktør

Meget tyder på, at Disney-franchisens tredje kapitel snart kommer ud af starthullerne.

Det er over tre år siden, at vi her på Moovy kunne fortælle, at et reboot af "Tron"-filmsagaen var på vej, og at Jared Leto ("Blade Runner 2049") skulle spille hovedrollen. Men projektet fik aldrig luft under vingerne.

En tredje spillefilm i "Tron"-universet har længe været et varmt emne på rygtebørsen. Tilbage i 1982 blev den første, banebrydende "Tron" et mindre flop, mens "Tron: Legacy" blev et relativt stort hit i 2010. Begge film foregår i en virtuel verden, hvor computerskabte helte og skurke bekæmper hinanden.

"Tron"-filmen med Leto blev angiveligt droppet, men for en måned siden rapporterede flere medier, at Disney var på udkig efter en instruktør til "Tron 3" – og nu har den søgen båret frugt.

"Det er helt overvældende"

Disney bekræfter over for The Hollywood Reporter, at man har hyret "Lion"-instruktøren Garth Davis til at instruere den næste "Tron"-film, og Jared Leto er igen med om bord.

I et nyligt Instagram-opslag skriver Leto: "Jeg er dybt taknemmelig over, at jeg får mulighed for at vække denne film til live, især fordi både det oprindelige 'Tron'-videospil og -filmen gjorde stort indtryk på mig som barn. Det er helt overvældende, at jeg får lov til at blive en del af dette nye kapitel."

"Tron 3" har stadig ikke fået en officiel titel, og den seneste udgave af manuskriptet er skrevet af den relativt ukendte Jesse Wigutow, som også har arbejdet på et kommende remake af "The Crow".

Kommentarer

"Tron 3" har fundet sin instruktør

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen