"True Lies"-serie er på trapperne

Man skulle tro, det var (livsfarlig) løgn, men Hollywood forsøger nu for anden gang at søsætte en tv-serie baseret på James Camerons 90'er-actionbrag.

For snart fire år siden rapporterede vi her på Moovy, at et tv-reboot af actionfilmen "True Lies" (på dansk: "Livsfarlig løgn") fra 1994 var på vej.

Projektet fik dog aldrig luft under vingerne, men nu forsøger man igen, og et pilotafsnit går snart i produktion. Det rapporterer Variety.

I den oprindelige film, som var baseret på den franske actionkomedie "La Totale!" fra 1991, spillede Arnold Schwarzenegger og Jamie Lee Curtis et ægtepar, som tilsyneladende lever en helt almindelig (og rimelig kedelig) tilværelse i en amerikansk forstad. Men manden er i virkeligheden en undercover topspion, og hustruen rekrutteres til at samarbejde med ham på en livsfarlig mission, alt imens de forsøger at genoplive deres skrantende ægteskab.

Læs også: Jamie Lee Curtis får stor rolle i "Borderlands"-filmen

"True Lies" blev skrevet og instrueret af James Cameron ("Terminator 2: Dommedag"), og filmen indtjente i sin tid knap 380 mio. dollars på verdensplan. Cameron skulle have produceret den droppede "True Lies"-serie tilbage i 2017, men han er også med om bord på det nye forsøg som executive producer.

Den relativt ukendte Matt Nix skriver manuskriptet til "True Lies"-piloten, mens McG ("The Babysitter: Killer Queen") skal instruere løjerne.

Hvis alt går vel, så får vi allerede lov til at se "True Lies"-serien senere i år.

Kommentarer

"True Lies"-serie er på trapperne

  • ★★★★★★0

    Trapper/True Lies - minder mig om (1:03)

    www.youtube.com/watch

    Wayne11-02-21 13:14

  • ★★★2

    @Johan: Jeg elsker hvordan du gemmer detaljen om McG til allersidst. Jeg ville næppe have læst meget forbi den sætning :-)

    gi-jones12-02-21 09:18

  • ★★★0

    @Johan: Jeg elsker hvordan du gemmer detaljen om McG til allersidst. Jeg ville næppe have læst meget forbi den sætning :-)

    +1

    ..sgu synd at J. C. ikke turde lave sjov med terrorister længere - den 2'er, der var på tegnebrættet.

    Gasivodo12-02-21 14:53

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen