Trump-administrationen fejrer den officielle "Star Wars"-dag med et A.I.-billede af Donald Trump som... Sith-fyrste?

"May the 4th be with you" skriver Det Hvide Hus i sit officielle opslag – men har Trump og hans PR-ansatte monstro nogensinde set "Star Wars"?

I dag – den 4. maj – bliver betragtet som årets "officielle 'Star Wars'-dag". Ganske vist udkom George Lucas' oprindelige sci-fi-milepæl den 25. maj 1977, men "May the 4th" læner sig naturligvis op ad franchisens ikoniske mantra: "May the force be with you."

Hvis man er filmnørd og aktiv på de sociale medier, så har man stensikkert stødt på talløse hyldester til Lucas' snart 48-årige science fiction-saga det seneste døgns tid.

Og en af de mest iøjnefaldende "cadeauer" blev publiceret for få minutter siden af Det Hvide Hus' officielle SoMe-kanaler – herunder på Facebook.

Læs også: "Alene hjemme 2"-instruktør fortryder Donald Trumps cameo og vil gerne klippe den ud

Det Hvide Hus har delt et tydeligvis A.I.-genereret billede af Donald Trump med abnormt store armmuskler og udstyret med et lyssværd – vel at mærke et rødt et af slagsen, som ellers udelukkende bruges af de ondsindede Sith-fyrster i "Star Wars"-universet, inklusive Darth Vader og kejser Palpatine.

Men ifølge Trumps administration så er den siddende præsident en helt på linje med de modige rebeller i Oprørsalliancen, mens Trumps modstandere er slyngler à la dem i Det Galaktiske Imperium – altså det imperium, hvis ledere er bevæbnede med netop røde lyssværd...

Billedopslaget akkompagneres af denne tekst:

"Glædelig 4. maj til jer alle – inklusive de radikale galninge på venstrefløjten, som kæmper så hårdt for at få Sith-fyrster, mordere, narkobaroner, farlige fanger og kendte MS-13-bandemedlemmer tilbage til vores galakse. I er ikke Oprørsalliancen – I er imperiet. May the 4th be with you."

Uanset om man så er enig eller uenig i Trump-administrationens fortolkning af "Star Wars"-universets modstridende parter, så er det da eksempelvis påfaldende, at i "Star Wars"-serien "Andor" (som netop har kickstartet sin 2. sæson på Disney+) deporterer Imperiet uskyldige borgere til fjerntliggende megafængsler, og Imperiet bliver gang på gang taget i at manipulere fakta og undertrykke sandheden. Imperiet udtrykker også et ønske om udvidelse gennem kolonisering.

Og var det ikke i "Star Wars: Episode I - Den usynlige fjende", at en intergalaktisk konflikt brød ud, da en række handelsruter blev pålagt ekstra skatter?

Hvorom alting er, så ønsker vi jer alle en glædelig 4. maj og opfordrer jer til at gense en klassisk "Star Wars"-fortælling eller måske endda et af de nyere, blændende "Andor"-afsnit – og så kan I desuden herunder se Moovy TV's dybdeborende indslag om netop dén serie:

Kommentarer

Trump-administrationen fejrer den officielle "Star Wars"-dag med et A.I.-billede af Donald Trump som... Sith-fyrste?

  • ★★★1

    “The ability to cringe does not make you intelligent”.

    Thomas Fenger 4-05-25 21:30

  • ★★★★★★0

    Hold da op hvor fantasifuldt, de missede ellers lige en oplagt mulighed for at fremstille ham som Påskeharen.

    Wayne 4-05-25 23:21

  • ★★★★0

    Og jesus…

    Gorman 4-05-25 23:56

  • ★★★1

    Manden med det gigantiske gudekompleks 

    Han ville overtage verden/universet/galaksen, hvis han fik lov...

    GOD, I really don't like him!!!

    Ryder666 5-05-25 00:19

  • 1

    Så dan jeg også ser ham, udseendemæssigt skulle han bare minde om Jar Jar Binks, med Putin som Darth Sidious bag ham.

    Johnny42 5-05-25 06:16

  • ★★★1

    Det røde lyssværd giver mening, når man læser dette.

    Dolphinfriendly 5-05-25 07:42

  • 1

    Jeg kan simpelthen ikke tro, at der ikke var én eneste i hans inderkreds, som på en eller anden måde var klar over det.

    jarlen 7-05-25 16:05

  • 0

    Jeg kan simpelthen ikke tro, at der ikke var én eneste i hans inderkreds, som på en eller anden måde var klar over det.

    Med de vilde ting de tror på i den administration, så vil det ikke være overraskende hvis det ikke er tilfældet.

    Johnny42 8-05-25 08:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen