Næsten for sjovt, hvis det ikke havde være på så kedelig en baggrund.
USA´s biografgængere har talt: Årets bedste film er "Bad Boys for Life"
Whatcha gonna do?
2020 har på mange måder været et unikt filmår. Et ramponeret filmår. Talløse mindre og større film er blevet udskudt til 2021 eller på ubestemt tid på grund af coronavirussens hærgen.
Men en række film er trods alt også udkommet i årets løb – både før og under coronapandemien. Og derfor bliver der stadig afviklet prestigefyldte prisuddelinger, der hædrer årets største præstationer bag og foran kameraet i filmbranchen.
Et af de award shows er det årlige People's Choice Awards, hvor de amerikanske biografgængere stemmer på de film og præstationer, der skal hyldes. Og efter at have kåret den helt rette vinder i det nylige præsidentvalg valgte det amerikanske folk en lidt mere kontroversiel vinder til prisen Årets film: "Bad Boys for Life".
Læs også: "Bad Boys 4" er på vej
Her på Moovy var vi ikke ligefrem udelt begejstrede for "Bad Boys"-franchisens tredje film, idet den scorede bundkarakter i vores biografanmeldelse, mens Blu-ray-udgivelsen blot var til middelkarakter.
Filmen lokkede dog talløse mennesker ind i biografmørket i foråret og ender formentlig som årets næststørste filmhit (426 mio. dollars i global indtjening) bag den kinesiske krigsfilm "The Eight Hundred" (461 mio. dollars) og foran bl.a. Christopher Nolans "Tenet" (354 mio. dollars), "Sonic the Hedgehog" (308 mio. dollars) og "Dolittle" (245 mio. dollars).
Filmens helt store stjerne, Will Smith, blev også hyldet som Årets mandlige filmstjerne. En komplet liste over vinderne kan ses hos Deadline.