Ulykke under "Gladiator 2"-optagelserne sender flere på hospitalet

Fire medlemmer af filmholdet er stadig indlagt.

Optagelserne til Ridley Scotts kommende "Gladiator"-fortsættelse er netop nu i gang i Marokko.

Og ligesom Scotts Oscar-belønnede originalfilm fra 2000 kommer 2'eren til at bugne af storstilede stunts og iøjnefaldende action.

Men i onsdags, den 7. juni, under produktionen af netop en af fortsættelsens actionsekvenser kom seks mennesker til skade. Det rapporterer Variety.

Læs også: Barry Keoghan forlader "Gladiator 2" – erstattes af "White Lotus"-stjerne

En talsmand for Paramount Pictures slår fast, at alle de seks tilskadekomne fik ikke-livstruende skader og hurtigt blev behandlet af filmholdets tilstedeværende lægepersonale. I samtlige tilfælde er der tale om forbrændinger.

Alle seks er nu i stabil tilstand, mens fire af dem fortsat modtager behandling på et lokalt hospital.

Ingen af filmens skuespillere kom til skade under optagelserne. Filmens stjernespækkede rolleliste prydes af navne som Denzel Washington, Connie Nielsen, Pedro Pascal og Paul Mescal. "Gladiator 2" udkommer i slut-november 2024.

Kommentarer

Ulykke under "Gladiator 2"-optagelserne sender flere på hospitalet

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen