"Underverden"-instruktør laver live action-filmatisering af "Valhalla"

"Valhalla" fra 1986 står stadig som en af dansk filmhistories mest ambitiøse og fantasifulde værker – en håndtegnet perle baseret på tegneserien af Peter Madsen, Henning Kure og Hans Rancke, som lod sig inspirere af den nordiske mytologis guder og skrøner.

Godt 30 år senere bliver den legendariske tegnefilm nu genindspillet som en live action-spillefilm med "Underverden"-instruktøren Fenar Ahmad bag kameraet.

I et interview med Filmmagasinet Ekko betegner Ahmad sin kommende "Valhalla"-filmatisering som et drømmeprojekt:

"Jeg vidste ikke noget om nordisk mytologi som lille. Jeg havde ikke danske forældre til at fortælle mig om de ting, så tegnefilmen 'Valhalla' var en måde at forstå det danske ophav."

Ahmad betegner filmen som en blanding af "Pans labyrint", "Brødrene Løvehjerte" og "The Revenant". Instruktøren fastslår desuden, at filmen bliver omtrent to timer lang.

Tordenguden Thor er allerede fundet

Nordisk mytologi er spækket med mindeværdige figurer, og en af de største af slagsen – tordenguden Thor – har Ahmad allerede castet. Det bliver Roland Møller ("Under sandet"), der skal spille Thor.

D'herrer samarbejdede på den succesfulde thriller "Underverden", som blev en stor publikumssucces med godt 180.000 solgte billetter. Kritikerne tog også godt imod filmen – deriblandt Moovys Nicki Jensen, som gav filmen topkarakter i sin anmeldelse.

Ligesom "Underverden" er den kommende "Valhalla"-film forfattet af Ahmad i samarbejde med Adam August.

Du kan se (eller gense) Moovy TV's eksklusive "Underverden"-interview med Fenar Ahmad og Dar Salim herunder:

Kommentarer

"Underverden"-instruktør laver live action-filmatisering af "Valhalla"

  • ★★★★★★0

    Spændende projekt, som jeg er spændt på om dansk film kan løfte!

    T. Nielsen17-05-17 13:07

  • ★★★★0

    Awesome! Endelig en dansk film jeg vil se frem til!

    David Lund17-05-17 14:10

  • 0

    Dejlig nyhed. Lad os håbe de formår at skalere det til noget som er værd at se.

    T'hain17-05-17 14:20

  • ★★★★★★0

    Gad vide hvor meget brok der bliver over, at Heimdal ikke ser ud som han skal. :D

    Zero Cool17-05-17 14:32

  • ★★0

    Ser frem til denne :)

    Hørt i dag på P3, at ham der spiller Kongerne af Næstveds manager i Danish Dynamite, (kan ikke huske hvad han hedder) skal spille Quark. Lille, tyk og mørk person :D

    MadMartigan17-05-17 20:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen